Sport

Hollandsk trænerlegende er død

Leo Beenhakker, der havde stor succes som træner i Real Madrid, er død. Han blev 82 år.

Leo Beenhakker er død i en alder af 82 år. (Arkivfoto).
Leo Beenhakker er død i en alder af 82 år. (Arkivfoto). Srdjan Zivulovic/Reuters

Opdateret kl. 20:06

Den hollandske trænerlegende Leo Beenhakker er død i en alder af 82 år.

Det oplyser familien til det hollandske medie NOS.

Beenhakker var træner i et hav af klubber, men huskes særligt for at have stået i spidsen for storklubberne i hjemlandet Ajax og Feyenoord samt den spanske storklub Real Madrid.

Han havde tilmed succes i begge af de rivaliserende hollandske klubber. Han gjorde Ajax til mester i 1980 og 1990, og han vandt titlen med Feyenoord i 1999.

Han førte Real Madrid til mesterskabet tre år i træk i perioden fra 1987 til 1989 og fik tilnavnet "Don Leo".

Han var desuden landstræner for Holland, Polen og Saudi-Arabien.

Han fik ikke succes med Holland, eftersom "Oranje" missede VM i 1986, og i 1990 lykkedes det blot at nå ottendedelsfinalen to år efter EM-triumfen i 1988.

I de sidste år inden for fodbold trak han sig lidt længere væk fra selve banen, og han rundede blandt andet af som teknisk direktør i Sparta Rotterdam.

Beenhakker startede i 1968 som træner for Veendam. Den dengang 26-årige Beenhakker var på det tidspunkt den yngste cheftræner i hollandsk professionel fodbold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden