Holm skal dirke hollandsk forsvar op som dansk playmaker
Jacob Holm er foretrukket til startopstillingen i Danmarks EM-kamp mod Holland.
Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og Mathias Gidsel har været faste kort i Nikolaj Jacobsens startopstilling, når der har været vigtige point på spil ved EM i herrehåndbold.
Men i tredje kamp i mellemrunden mandag aften får Jacob Holm chancen fra start, oplyser landsholdsassistent Henrik Kronborg halvanden time før kampstart.
- Jacob har gjort det rigtig godt på landsholdet længe. Lauge har været med og trukket en stor del, og vi vil meget gerne have Jacob i spil fra start. Jeg tror, at han kommer til at passe rigtig godt ind i dag. Han er frisk og glæder sig meget, siger han.
Ud over Holm, Hansen og Gidsel er Lasse Svan og Magnus Landin med som fløje, mens Simon Hald begynder på stregen.
Når Danmark forsvarer, kommer Lasse Andersson og Magnus Saugstrup ind i stedet for Jacob Holm og Mikkel Hansen.
Ikke overraskende vogtes det danske mål af Niklas Landin, mens Jannick Green, Niclas Kirkeløkke, Aaron Mensing og René Antonsen sidder over.
Hans Lindberg, der fredag fik et positivt svar på en coronatest, er fortsat ukampdygtig.
Derimod er Johan Hansen med i kamptruppen for første gang, siden han forværrede en fiberskade og blev skiftet ud af truppen i begyndelsen af turneringen.
Holland mangler en stribe coronasmittede spillere. EM-topscorer Kay Smits blev blandt andet pillet ud af turneringen søndag på grund af en positiv coronaprøve.
Danmarks kamp mod Holland spilles i MVM Dome i Budapest klokken 20.30.
Taber Island forinden point til Kroatien, vil en dansk sejr resultere i en billet til semifinalerne.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.