Sport

Holmgren slår belgier og er klar til første Masters-turnering

I den afgørende kvalifikationskamp vandt August Holmgren og er for første gang med i Masters 1000-turnering.

August Holmgren er klar til Masters 1000-turneringen i Kina efter to sejre i kvalifikationen. (Arkivfoto).
August Holmgren er klar til Masters 1000-turneringen i Kina efter to sejre i kvalifikationen. (Arkivfoto). Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Tennisspilleren August Holmgren er klar til hovedturneringen i Masters 1000-turneringen i kinesiske Shanghai.

Holmgren, der er nummer 176 i verden, vandt tirsdag formiddag dansk tid med cifrene 6-4, 7-6 over belgieren Gauthier Onclin.

Det er første gang i karrieren, at Holmgren skal deltage i hovedturneringen i en Masters 1000-turnering. Det er en af ATP Tourens største turneringer og rangerer lige under de fire grand slams.

Den afgørende kamp i kvalifikationen mod Onclin var tæt næsten hele vejen igennem, og især i andet sæt var der stor jævnbyrdighed.

I første sæt fulgtes duellanterne ad frem til stillingen 3-3, hvorefter Holmgren brød sin modstander og kom foran 4-3.

Forinden havde Holmgren afværget en breakbold i sit første serveparti, og danskeren afværgede endnu en, kort inden at han kom foran 5-3.

Onclin, der er nummer 192 i verden, reducerede til 4-5, men Holmgren var i stand til at serve åbningssættet hjem.

I andet sæt brød Holmgren og kom foran 3-2, og det kunne ligne det samme kampbillede som i første sæt.

Men Holmgren blev denne gang brudt, da han skulle kampen hjem, og Onclin udlignede i stedet til 5-5.

Kort efter skulle det afgøres i tiebreak, og her var Holmgren stærkest og kom foran med 5-1.

Den føring smed den 27-årige dansker ikke, og han er nu klar til en af karrierens største turneringer.

Mandag besejrede Holmgren i tre sæt taiwaneren Chun Hsin Tseng, der er nummer 122 i verden.

Det er endnu ikke fastlagt, hvem Holmgren skal møde i første runde af hovedturneringen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden