Holmgren taber tæt kvalifikationsfinale til French Open
August Holmgren formåede ikke at indløse billet til French Open. Han tabte en tæt kvalfinale til argentiner.
Opdateret kl. 13:53
August Holmgren formåede ikke at kvalificere sig til French Opens hovedturnering for første gang i karrieren i denne omgang.
Torsdag tabte den danske tennisspiller en jævnbyrdig kvalifikationsfinale mod argentineren Facundo Diaz Acosta med cifrene 7-6, 4-6, 2-6.
Med sin placering som nummer 150 - fem positioner bedre end Holmgren - og evner på grus var Diaz Acosta regnet som favorit, men danskeren spillede sin chance og fik kampen til at vare i 2 timer og 30 minutter.
August Holmgren spillede generelt et fint første sæt. Han brød til 1-0, men blev brudt tilbage med det samme, inden spillerne herfra holdt serv frem til 6-6 uden at afgive breakbolde.
Holmgren leverede herefter en tiebreak til nærmest perfektion. Dels servede han selv godt, men han greb samtidig chancerne i argentinerens serv.
Diaz Acostas forhånd svigtede en sjælden gang, så Holmgren kom på 3-1, og på næste bold trådte danskeren ind i banen og vandt på en sublim baghåndsretur til føring på 4-1.
Baghånden lynede igen på den anden sætbold, der sikrede tiebreaksejr på hele 7-2.
Holmgren tog momentum med ind i andet sæt, hvor han vandt de seks første bolde, men Diaz Acosta fik gang i sit spil igen og holdt serv til 1-1.
Argentineren fik også overtaget i duellerne, så han kunne bryde til 3-2, og han havde også to chancer for at bryde til 6-3, men Holmgren kæmpede med alt, han havde, for at blive i sættet.
Danskeren havde faktisk en breakchance til at udligne til 5-5, men Diaz Acosta blev reddet af sin serv og sikrede sættet med 6-4.
I det afgørende sæt var Holmgren med til 2-2, men blev så brudt to gange, da kræfterne efter en lang kamp begyndte at slippe op.
Dermed er Clara Tauson eneste dansker i bowlen, når der torsdag klokken 14.00 trækkes lod til French Open, der begynder på søndag.
Holmgren kan dog håbe, at sene afbud kan bringe ham ind i turneringen som såkaldt "lucky loser".
Holmgren har kun én gang deltaget i hovedturneringen i en grand slam. Det var i Wimbledon sidste år, hvor han sensationelt nåede tredje runde og blev dansk folkehelt.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.