Homoseksuel fodboldspiller måtte lægge øre til tilråb

Josh Cavallo blev i kampen mod Melbourne Victory svinet til af publikum for sin seksualitet, skriver han.

FBL-AUS <i>Trevor Collens/Ritzau Scanpix</i>

FBL-AUS Trevor Collens/Ritzau Scanpix

Den australske fodboldspiller Josh Cavallo, som er åbent homoseksuel, skriver på Instagram, at han i weekendens kamp mod Melbourne Victory måtte lægge øre til homofobiske tilråd.

- Jeg har ikke ord for, hvor skuffet jeg er.

- Det burde ikke være acceptabelt, og der skal gøres mere for at holde de mennesker ansvarlige, skriver den 22-årige Cavallo.

Den australske venstreback og midtbanemand sprang sidst i oktober sidste år ud af skabet og fortalte i en video, at han var homoseksuel.

Det er et sjældent syn i professionel fodbold, og ser man bort fra amerikaneren Collin Martin, har professionel fodbold været tom for offentligt homoseksuelle, aktive spillere.

Og blandt de australske tilhængere er der åbenbart nogen, der har svært ved at vænne sig til synet af en homoseksuel spiller på banen.

- Jeg kommer ikke til at lade som om, at jeg ikke så eller hørte de homofobiske tilråb i går aftes, skriver han.

- Hadet sejrer aldrig. Jeg kommer aldrig nogensinde til at sige undskyld for at udleve min virkelighed og senest, hvem jeg er uden for fodboldverden.

Cavallo langer i samme omgang ud efter Instagram, som han klandrer for at være for passive i kampen mod hadtale på sociale medier.

- Til Instagram: Jeg ønsker ikke, at hverken børn eller unge skal modtage de hadefulde og sårende beskeder, som jeg har fået.

- Det er desværre en sørgelig kendsgerning, at jeres platforme ikke gør nok for at stoppe den slags beskeder, skriver han.

Australieren finder dog i samme opslag plads til at takke for den varme opbakning, han har fået fra tilhængere.

- Når jeg ser det, gør det mere end op for al negativiteten, skriver han.

- Tak til alle de fans. Det rørte mig virkelig.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden