Horsens-træner er bekymret for defensiven

Cheftræner i AC Horsens Jens Berthel Askou er mere bekymret for Horsens' defensiv end holdets offensiv.

Jens Berthel Askou måtte mandag se tredje nederlag i fire kampe i øjnene. <i>Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix</i>

Jens Berthel Askou måtte mandag se tredje nederlag i fire kampe i øjnene. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

AC Horsens har efter ni spillerunder i Superligaen blot scoret otte mål. Det er færrest af alle hold sammen med bundholdene AaB og Lyngby.

I alt har Horsens desuden haft 113 afslutninger, hvilket vil sige, at mandskabet i gennemsnit har brugt lidt over 14 skud per mål.

Det er den laveste scoringsprocent af alle hold i landets bedste fodboldrække.

Cheftræner Jens Berthel Askou erkender, at han gerne snart vil se flere mål fra sit mandskab, men han har sit fokus et helt andet sted. Han er nemlig mere bekymret for Horsens' defensiv.

- Det har jeg overhovedet ikke tænkt over (manglende skarphed i offensiven, red.). Vi vil selvfølgelig gerne score nogle flere mål, men det, der bekymrer mig mest lige nu, er, at vi lukker for mange mål ind.

- Vi har haft chancer til flere mål, og vi kunne sagtens havde fundet tre eller fire mål mere i vores tidligere kampe, som kunne have givet os nogle flere point.

- Jeg er ikke bekymret, fordi jeg synes, at vi har dygtige folk i vores offensiv, og vi kommer trods alt frem til mange fine chancer i vores kampe, siger Askou.

Han tilføjer desuden, at det formentlig blot er et spørgsmål om tid, før Horsens begynder at score mange flere mål.

- I nogle perioder vælter målene ind, mens man bøvler lidt mere med det i andre perioder. Vi er ikke det eneste hold, der har det sådan, siger han.

Angrebsprofilen Anders K. Jacobsen, der indtil videre har scoret to mål i Superligaen, efterlyser omvendt lidt mere kvalitet rent offensivt. Han er dog heller ikke bekymret på lang sigt.

- Mange af vores chancer opstår som regel efter noget tumult, og jeg synes ikke, at vi er dygtige nok til at skabe åbne chancer.

- Jeg synes, de helt store og åbne chancer har været en mangelvare. Nogle gange går de mindre chancer ind, og i andre perioder gør de ikke. Sådan er det for alle hold.

- Vi har selvfølgelig ikke scoret på alle de chancer, vi har haft, men det kommer vi ikke til at gøre på noget som helst tidspunkt i sæsonen, siger Jacobsen.

AC Horsens ligger på syvendepladsen i Superligaen med 11 point efter ni kampe. I næste spillerunde får mandskabet besøg af førerholdet FC Nordsjælland.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.