Horsens vinder topkamp og tager føring i oprykningsjagt

Efter en sejr på 2-1 i topkampen mod Lyngby ligger AC Horsens nu alene på førstepladsen i 1. division.

Kampen om at rykke op i Superligaen er tæt, men fredag fik Horsens et lille forspring til de nærmeste konkurrenter.

Her vandt klubben nemlig i et vaskeægte topopgør i landets næstbedste fodboldrække. Horsens slog på hjemmebane Lyngby med 2-1.

Inden kampen var de to hold à point på de to øverste placeringer. Men nu har Horsens på førstepladsen altså tre point mere end Lyngby, der lidt efter kampen blev overhalet af FC Helsingør.

De kriseramte nordsjællændere, der startede foråret på førstepladsen, men efter fem nederlag i træk mistede den placering, fik en smule oprejsning.

Hjemme mod FC Fredericia vandt Helsingør 2-1, så holdet nu ligger på andenpladsen med to point færre end Horsens og ét mere end Lyngby.

De to bedste i oprykningsspillet får en billet til Superligaen. Efter denne weekend resterer der fire kamprunder.

Anders K. Jacobsen gjorde det til 1-0 for Horsens en håndfuld minutter før pausen. Bolden endte lidt tilfældigt ved angriberen, der helt umarkeret lige foran mål nemt kunne score.

Men Lyngby fik altså kæmpet sig tilbage, og med et lille kvarter igen blev der udlignet, da Andreas Bjelland pandede bolden ind til 1-1.

Horsens svarede dog hurtigt igen. Der var kun gået små to minutter siden udligningen, da hjemmeholdet igen kom foran. Malte Kiilerich steg til vejrs og headede Horsens på 2-1 efter et indlæg.

Lyngby kastede i kampens afslutning alt frem. Også målmanden. Men lige lidt hjalp det. Horsens tog sejren og kom et skridt nærmere øjeblikkelig tilbagevenden til Superligaen efter nedrykningen sidste år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.