Hurtig italiener tager sejren i sjaskvåd spurt
Andrea Vendrame var stærkeste mand, da 3. etape af Tirreno-Adriatico blev afgjort i en spurt.
Den formstærke dansker Magnus Cort (Uno-X) var en af favoritterne, da en sjaskvåd 3. etape af Tirreno-Adriatico onsdag løb af stablen i Italien.
Men bornholmeren var et stykke fra sejren, som italienske Andrea Vendrame (AG2R) endte med at snuppe efter en spurt i et decimeret felt.
Magnus Cort var ellers med fremme på de afgørende kilometer, men havnede bag det forkerte tog på den allersidste kilometer. Derfor måtte han nøjes med en sekundær placering uden for top-10.
Tom Pidcock (Q36.5), som blev toer i Strade Bianche i weekenden, føjede også onsdag en andenplads til cv'et.
Løbets førende rytter, Filippo Ganna (Ineos) forsøgte med et mindre kup, da han 3,5 kilometer fra mål satte et hidsigt angreb ind. Det blev dog neutraliseret, og han endte på etapens tiendeplads.
En af dagens store favoritter blev skrevet ud af ligningen med 23 kilometer til mål. Jonathan Milan, som vandt 2. etape tirsdag, styrtede sammen med halvdelen af Lidl-Trek-holdet og blev sat.
Mens etapens finale var ganske underholdende, var de første næsten 200 kilometer virkelig søvndyssende.
Dagens tidlige udbrud var kun interesseret i bjergpoint, som lå tidligt på ruten, og da pointene var støvsuget, lod udbryderne sig falde tilbage.
Derefter var feltet samlet længe. Ingen havde ganske enkelt lyst til at ligge ude foran i den heftige regn, der lagde en massiv dæmper på løjerne.
Dries De Bondt (AG2R) og Andrea Pietrobon (Polti) gjorde en undtagelse med 66 kilometer til mål og prøvede lykken med et udbrud, der var dømt til at mislykkes.
Duoen blev hentet med cirka ni kilometer til mål, da Ben Healy (EF) med et angreb skruede tempoet betragteligt op i feltet, som derfra holdt et enormt tempo ind mod målstregen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.