Sport

Hurtige ombookninger efter angreb redder Formel 1-åbning

Der køres efter planen Formel 1 i Australien i weekenden, selv om flyrejserne blev besværliggjort af konflikt.

Verdensmester Lando Norris og resten af Formel 1-feltet testede bilerne for en god uges tid siden i Bahrain. (Arkivfoto).
Verdensmester Lando Norris og resten af Formel 1-feltet testede bilerne for en god uges tid siden i Bahrain. (Arkivfoto). Hamad I Mohammed/Reuters

Der er kaos med flyvningerne til og fra flere lufthavne i Mellemøsten, efter at USA og Israels angreb på Iran har ført til en lang række aflyste fly.

Det har skabt problemer for flere Formel 1-hold, som fortsat er i Bahrain efter testdagene i slutningen af forrige uge. Men alle hold skal nok nå rettidigt frem til sæsonåbningen i Australien i den kommende weekend.

Sådan lyder det fra Travis Auld, som er direktør for grandprixet i Melbourne.

- Der er ingen tvivl om, at weekendens hændelser (angrebene, red.) har ført til, at mange hold og Formel 1-folkene selv har måttet smide rejseplanerne i skraldespanden, siger Auld.

- Men Formel 1 er ekspert i at flytte folk rundt i verden, og det er lykkedes hurtigt at ændre i planerne. Jeg har fået at vide, at alt nu er på plads, og at holdene ankommer til tiden, så det ikke får indflydelse på løbet.

Mens sæsonåbningen i Australien ser ud til at kunne afvikles som planlagt, kan Auld godt forstå, hvis Formel 1-ledelsen ser udfordringer længere fremme.

Ingen kan forudse, hvad USA og Israels angreb på Iran får af konsekvenser den kommende tid.

Senere i marts skal Formel 1-feltet til Kina og Japan, og allerede til april skal der efter planen køres løb i Bahrain og Saudi-Arabien, som er berørt af den aktuelle konflikt.

Det er umuligt at sige, om det bliver muligt til den tid, men Travis Auld er sikker på, at Formel 1 har en plan b klar eller er i gang med at lægge den.

- De skal helt sikkert nok have alternative planer klar, som man kan forvente, af en hel række indlysende årsager, siger Auld.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden