Fodbold

Hurtigløber kan blive AaB's yngste debutant i 100 år: - Det er kæmpestort

Det kom bag på Anders Noshe, at han var en del af AaB-truppen til forårets første kamp

16-årige Anders Noshe er blevet en fast del af træning hos AaB's superligahold, og kantspilleren var med i truppen til forårspremieren mod FC Midtjylland. Foto: Torben Hansen
16-årige Anders Noshe er blevet en fast del af træning hos AaB's superligahold, og kantspilleren var med i truppen til forårspremieren mod FC Midtjylland. Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:20

FODBOLD: Anders Noshe var den helt store nyhed, da Oscar Hiljemark lørdag udtog sin første superligatrup som fungerende cheftræner for AaB.

I en alder af bare 16 år var kantspilleren blandt de 18 spillere, der søndag tog til Herning og vandt 2-0 over 3F Superligaens tophold, FC Midtjylland.

- Jeg er virkelig overrasket over, hvor hurtigt det er gået, og jeg havde slet ikke forventet, at jeg allerede kom med som 16-årig. Jeg havde nok troet, at der ville gå to-tre år endnu, men det var kæmpe stort at få at vide, at jeg var udtaget. Det var en meget speciel følelse, siger Anders Noshe.

I Herning blev det dog til 90 minutter på bænken, så debuten må han vente på lidt endnu.

- Jeg havde selvfølgelig håbet på at få debut, men sådan er det jo. Det giver mig bare endnu mere motivation og blod på tanden i forhold til at kæmpe endnu hårdere for at få debut. Det var jo en kæmpe oplevelse bare at være med, siger Anders Noshe.

Får kantspilleren, der kom til AaB fra partnerklubben Gug Boldklub som U13-spiller, sin debut inden for nær fremtid, skriver han sig også ind i AaB's historiebøger. I 2011 blev Lucas Andersen AaB's yngste debutant i nyere tid, da han fik sin første kamp i en alder af 16 år og 173 dage.

Anders Noshe kan blive AaB's yngste debutant i 100 år. Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Anders Noshe fyldte 16 år 9. januar, så han har god tid til at blive den yngste AaB-debutant siden 1922, hvor Harry Jensen debuterede i en alder af 15 år og 339 dage.

- Det er jo stort at vide, og det ville selvfølgelig betyde meget for mig, hvis det kommer til at ske, så jeg håber bare, at jeg snart får debut, siger Anders Noshe, der især skiller sig ud med sin ekstreme hurtighed.

- Jeg har fået at vide af trænerne, at jeg har trænet godt, og at jeg har nogle spidskompetencer, som måske kan gøre en forskel. Det er dejligt at få at vide, at man gør det godt, så jeg skal bare fortsætte med at arbejde hårdt, siger Anders Noshe.

Han har trænet regelmæssigt med AaB's superligatrup i de seneste uger, og det har været som at træde ind i en ny verden for den unge kantspiller.

- Jeg kan helt sikkert mærke, at intensiteten er meget højere her. Det er virkelig seniorfodbold, og forskellen fra U19 og til at være med her er stor. Det kræver noget tilvænning, men det er bare megafedt at være med, siger Anders Noshe, der også skal vænne sig til en hverdag, der er noget forskellig fra kammeraternes i niende klasse i Aalborg.

- Jeg er selvfølgelig meget væk fra skolen, når jeg træner med her, så fra på mandag får jeg et nyt skoleskema, som jeg skal prøve at følge. Det bliver også spændende at se, hvordan det kommer til at fungere, siger Anders Noshe.

Drømmene om en fremtid som professionel fodboldspiller har dog fået ny næring i de seneste uger.

- Før jeg kom til AaB, sad jeg ofte på tribunen på stadion, så det kunne jo være kæmpestort at spille dernede en dag. Er jeg med i truppen på søndag, håber jeg på debut der, men på den længere bane er drømmen at blive en stor profil på holdet og være med fra start hver gang. Den helt store drøm er at komme til udlandet, men at starte her er meget fint for mig, siger Anders Noshe.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden