Hurts brugte nederlag fra 2023 som brændstof i årets Super Bowl
Philadelphia Eagles' quarterback har billede fra nederlag som mobilbaggrund. Efter sejr er det tid til et nyt.
Philadelphia Eagles' quarterback Jalen Hurts har ladet sig inspirere af kritikerne efter nederlaget til Kansas City Chiefs ved Super Bowl i 2023.
Det fortæller han natten til mandag, efter at Eagles fik revanche mod Chiefs ved årets NFL-finale i New Orleans.
- Jeg har aldrig sagt, at det generede mig. Jeg accepterede det, som det var. Jeg fandt spænding i det, siger Hurts efter triumfen.
- Jeg kan ikke bestemme, hvad de her mennesker tænker. Hvis det kræver had, granskning og en masse forskellige holdninger, for at jeg kan vinde, så lad det bare komme, tilføjer han.
Den 26-årige quarterback kastede under nattens kamp for to touchdowns og løb for endnu en i en historisk præstation, der førte Eagles til en sejr på 40-22 mod de forsvarende mestre fra Kansas City Chiefs.
Hurts blev efter opgøret desuden kåret som Super Bowls mest værdifulde spiller (MVP).
Baggrundsbilledet på Hurts' mobiltelefon er et billede fra Super Bowl-opgøret i 2023. Her går quarterbacken fra kampen badet i konfetti i Chiefs' farver.
- Det er noget, som det faktisk ikke var meningen, at nogen skulle vide, siger Hurts.
Han erkender dog, at det nok er tid til at erstatte baggrundsbilledet med et nyt, hvor han holder mesterskabstrofæet, og hvor han omkranses af grøn konfetti.
Hurts fik under en kamp mod Washington Commanders i slutningen af december en hjernerystelse. Det betød, at han gik glip af Eagles' sidste to kampe i den regulære sæson.
Han vendte dog tilbage i slutspillet.
- Da jeg kom tilbage fra hjernerystelsen, var det første, jeg sagde, da jeg gik ind i efterårssæsonen, at vi skulle se tilbage på det og sige, at det var det hele værd. Det er det hele værd. Alt var det værd, siger quarterbacken.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.