Fodbold

Hvidovre åbner kampen om oprykning på vid gab med sejr

Tre af oprykningsbejlerne i 1. division har 47 point, efter at Hvidovre mandag besejrede Nykøbing FC.

Kim Aabech og holdkammeraterne nærmer sig oprykning til Superligaen (Arkivfoto).
Kim Aabech og holdkammeraterne nærmer sig oprykning til Superligaen (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det bliver sværere og sværere at spå om, hvilke klubber fra 1. division der i den kommende sæson vil være at finde i landets bedste fodboldrække.

Tre af de hold, der bejler til oprykning, har 47 point, efter at Hvidovre IF mandag besejrede Nykøbing FC 2-0 på hjemmebane.

Ud over Hvidovre er det Lyngby og AC Horsens, der har scoret samme antal point og jagter førerholdet FC Helsingør, som er gået helt i stå med tre nederlag i træk.

Lyngby har til gengæld den klart bedste målscore på nuværende tidspunkt.

Nykøbing FC har langt til det sjoveste selskab, men kan glæde sig over en sæson mere i 1. division som en del af den bedste halvdel.

Favoritværdigheden lå da også hos Hvidovre før mandagens kamp på holdets solbeskinnede hjemmebane.

Der gik ni minutter, før værterne var foran. Et indlæg fra højre havnede lidt tilfældigt hos den tidligere Superliga-stopper Daniel Stenderup, der med ydersiden sparkede Hvidovre foran.

Med lidt over et kvarter igen blev det også 2-0 til Hvidovre. Martin Spelmann opsnappede en fejlaflevering og satte gang i et angreb, der resulterede i et skud på overliggeren, før scoringen kom.

Marcus Lindberg var manden, der sendte bolden over på stregen og lukkede kampen.

På fredag skal holdet fra den københavnske vestegn forsøge at vinde for anden kamp i streg i udekampen mod FC Helsingør.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden