Hvidovre forlænger stærk start med sejr i Helsingør
Hvidovre holder afstanden op til Vejle og Sønderjyske i 1. division efter en 3-0-sejr hos FC Helsingør.
Hvidovre IF tittede frem i sidste sæson og var i en periode med i kampen om oprykning til Superligaen, og det ser ud til at gentage sig i denne sæson.
Lørdag slog Per Frandsens tropper på udebane FC Helsingør med 3-0 efter en kamp med flere flotte og effektivt udførte angreb.
Dermed har Hvidovre ti point efter fire kampe, og det rækker til tredjepladsen i 1. division efter nedrykkerne Vejle Boldklub og Sønderjyske, som begge har hentet de maksimale 12 point.
Hvidovre spillede for første gang Helsingør tynde efter fem minutter, hvor angriberen Tobias Thomsen satte foden på et fladt indlæg fra højre og satte gang i måltavlen.
Hjemmeholdet havde især lige før og lige efter pausen et par gode bud på en udligning, men efter 65 minutter lynede Hvidovre igen.
Målscorer var denne gang Christian "Greko" Jakobsen, som flot drejede bolden i nettet fra kanten af feltet efter Tobias Thomsens smarte oplæg.
Midtbanespilleren Andreas Pyndt lukkede til 3-0 ti minutter før tid efter et indlæg fra højre, som Helsingør-defensiven ikke fik clearet.
Helsingør, der længe førte 1. division i sidste sæson, har indledt sæsonen med en sejr og tre nederlag, hvilket placerer dem på niendepladsen.
Vendsyssel spillede sig lørdag til gengæld op på fjerdepladsen med sin tredje sejr i denne sæson: 3-1 hos Nykøbing FC, der ligger i bunden med et point.
Midtbanespilleren Parfait Bizoza bragede langt ude fra holdet foran 1-0 efter 12 minutter i udekampen mod Nykøbing, og senere lynede angriberen Wessam Abou Ali to gange i sejren.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.