Ishockey

- Hvis vi måtte oddse, ville jeg sætte mine penge på os selv

Aalborg Pirates har trods udfordringer undervejs vundet grundspillet suverænt, og det giver kaptajnen tro på et gyldent hattrick

Julian Jakobsen er ret fortrøstningsfuld inden slutspillet går i gang. 
Julian Jakobsen er ret fortrøstningsfuld inden slutspillet går i gang.  Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 13:37

AALBORG: Fredag går slutspillet i gang. Efter 48 kampes forberedelse er det nu, at det for alvor gælder. I hvert fald for det ene af de to lokale ishockeyhold. Frederikshavn White Hawks er allerede gået på ufrivillig tidlig sommerferie, men for den anden nordjyske ishockeyklub gælder det jagten på den tredje DM-titel i træk. 

Aalborg Pirates vandt grundspillet ret suverænt, og trods store spillemæssige udsving og besvær med at besejre de øvrige tophold, så er det en meget optimistisk og rolig Pirates-kaptajn, der gør status inden slutspillet. 

- Min fornemmelse er, at vi står ligeså godt, som vi har gjort i de to forrige sæsoner ved indgangen til slutspillet, så jeg mener, vi har mindst ligeså gode chancer for at tage guldet som de øvrige hold, siger Julian Jakobsen. 

I realiteten føler han nok, at det forsvarende mesterhold står med lidt bedre kort på hånden end konkurrenterne. 

- Nu må vi ikke spille på egne kampe, men hvis vi måtte oddse, ville jeg sætte mine penge på os selv som mester. Vi har et godt hold, og vi blev trods alt nummer et i grundspillet, siger Julian Jakobsen. 

Han er med på, at folk snakker om en ny spillestil hos Aalborg Pirates efter trænerskiftet i kølvandet på Final4. Det er dog ikke det taktiske oplæg, der skal have skylden for de udfald, der har været under den nye træner Jens Nielsen. 

- Det er lidt simplificeret at tale om ændret taktik og manglende kvalitet hos os. Sandheden er, at hvis ikke du bruger hovedet, så er det lige meget, hvilken træner der står ude i boksen, og det er nok mest det, der har været tilfældet, når vi har mødt problemer i denne sæson. 

- Hvis du gentagne gange bliver bedt om at løbe til højre, men bliver ved med at løbe til venstre, så bliver det svært. Det skal vi naturligvis have styr på i slutspillet, men det er jeg også sikker på, at vi får, siger Julian Jakobsen, der har opskriften på et gyldent hattrick klar. 

- Vi skal flytte pucken godt, og så skal vi ud at stå på skøjter mod de andre. Det er sådan nogle ting, vi skal være i stand til mod alle. På papiret har vi et godt hold, men det handler også meget om, at som sagt skal tænke os om og lade være med at dumme os, siger Julian Jakobsen, der ikke er bekymret over et sløjt Aalborg-powerplay. 

- Vi er da blevet nummer et i grundspillet uden et powerplay. Det har været skidt hele sæsonen, men hvis vi kan klare os i grundspillet, bør vi også kunne klare os i slutspillet. Dermed ikke sagt, at det ikke ville være en fordel, hvis vi kunne få vores powerplay til at køre. Nu forsøger vi at ændre lidt, og så må vi se, hvad det kan gøre, siger Julian Jakobsen. 

Der venter en kvartfinaleserie mod Rødovre, der slog Frederikshavn ud, og her er Jakobsen helt med på, forventningerne er høje. 

- Det er en serie, som vi på papiret skal vinde 4-0. Det tør jeg godt sige, men om vi gør det, er en helt anden sag. Vi skal dog ikke løbe fra, at vi er favoritter i den serie, siger Julian Jakobsen.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden