Iagttagere: Sportssanktioner spolerer Putins propaganda

Når Rusland nægtes adgang til store sportsbegivenheder, er det et effektivt våben, vurderer to iagttagere.

Præsident Vladimir Putin har tidligere brugt store sportsbegivenheder til at profilere landet. Her ses Putin holde en tale ved VM i Rusland i 2018. (Arkivfoto) <i>Alexei Druzhinin/Ritzau Scanpix</i>

Præsident Vladimir Putin har tidligere brugt store sportsbegivenheder til at profilere landet. Her ses Putin holde en tale ved VM i Rusland i 2018. (Arkivfoto) Alexei Druzhinin/Ritzau Scanpix

Når Rusland udelukkes fra at afholde eller deltage i store sportsbegivenheder, svækker det præsident Vladimir Putins propagandamaskine.

Samtidig kan det skabe oprør indefra, i takt med at den russiske befolkning opdager, hvor stor modstanden er mod Ruslands invasion i Ukraine.

Det mener Jens Sejer Andersen, der er international chef i organisationen Play the Game.

- Ved at udelukke Rusland fra international sport fratager man Putin hans allervigtigste propagandaværktøj i forhold til sin befolkning og i forhold til at opbygge et nationalistisk og militaristisk budskab.

- Det vil også få mange russere til at forstå, at modstanden mod krigen i Ukraine har en dyb folkelig klangbund i alle andre europæiske lande. Den russiske befolkning vil bemærke den meget store enighed, der er i hele idrætsverdenen om at reagere mod krigen i Ukraine, siger han.

Sammen med økonomiske og politiske sanktioner er sportslige sanktioner derfor særdeles brugbare, vurderer han.

- Hvis vi taler om de mere fredelige våben, altså dem der ikke medfører død og ødelæggelse, så er sporten nok et af de mest effektive våben, siger Jens Sejer Andersen.

Lykke Friis, direktør for tænketanken Europa, vurderer også, at sportslige sanktioner har konsekvenser for Putin.

- Vladimir Putin har i de senere år været en præsident, der har benyttet sig af sportswashing, så han har haft en interesse i at vaske sit regime rent ved hjælp af store sportsbegivenheder.

- Jeg minder i flæng om VM i fodbold i 2018, vinter-OL i Sotji i 2014 og det statsejede russiske energiselskab Gazprom, der er en af sponsorerne for Champions League og EM i fodbold.

- Så der er klar forbindelse mellem sport og politik fra Putins side. Derfor har det naturligvis konsekvenser, siger Lykke Friis.

Hun understreger, at de sportslige sanktioner er et betydeligt bidrag til presset på Rusland og Putin.

- Det er den samlede pakke, der er afgørende. Vi lever i en tid, hvor sportswashing er noget regimer benytter sig af - heriblandt Rusland. Det internationale samfund siger fra og gør Putin til en paria.

- Putin er en stats- og regeringschef, der har benyttet sporten til at opnå politiske mål, siger Lykke Friis.

Mandag anbefalede Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at idrætsforbund udelukker alle russere fra internationale konkurrencer. Samtidig blev Putin frataget den olympiske orden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.