Iga Swiatek hylder Ukraine i sin French Open-vindertale

Tilskuerne ved French Open var vilde med at høre Iga Swiateks støttende ord til den ukrainske befolkning.

Iga Swiatek kyssede French Open-trofæet og holdt en takketale med støtte til Ukraine, som hun også har markeret med farverne fra det ukrainske flag på sin kasket under turneringen. <i>Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix</i>

Iga Swiatek kyssede French Open-trofæet og holdt en takketale med støtte til Ukraine, som hun også har markeret med farverne fra det ukrainske flag på sin kasket under turneringen. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Der lød en tak til sponsorerne, en tak til turneringsdirektøren og en hyldest til modstanderen.

Det medførte spredte klapsalver fra tilskuerne i retning af Iga Swiatek, da hun holdt den traditionelle vindertale efter triumfen ved French Open og sejren over Coco Gauff.

Men lige så snart den polske grand slam-vinder begyndte at snakke om Ukraine, rejste publikum sig op i stående ovationer i mange sekunder.

21-årige Iga Swiatek kom med en bøn om fred og gav sin støtte til Ukraine, der stadig er invaderet af Rusland og har været det i flere måneder.

- Jeg ønsker at sige noget til ukrainerne. Bliv ved med at være stærke, fordi krigen er der stadig.

- Siden min vindertale i Doha havde jeg håbet, at situationen var blevet bedre i Ukraine, inden jeg holdt min næste tale. Men jeg har stadig håb og forsøger at yde min støtte, siger Swiatek ifølge AFP.

26. februar vandt Iga Swiatek WTA-turneringen i Doha og kom med støtte til Ukraine allerede ved den anledning.

Siden har hun vundet fem turneringer mere - den seneste altså lørdagens French Open. Alt imens er der stadig krig i Ukraine.

- Der er fortsat krig derovre, og folk lider, siger Iga Swiatek til tv-stationen NBC og efterlyser større fokus på krigen i Ukraine.

I lørdagens finale i French Open vandt Iga Swiatek 6-1, 6-3 over 18-årige Coco Gauff på blot 68 minutter.

Coco Gauff var den yngste finalist i en grand slam siden Maria Sharapova ved Wimbledon i 2004.

- Tillykke Iga, hvad du har bedrevet i de seneste måneder har været utroligt. Forhåbentlig kan vi spille mange finaler, og måske kan jeg få en sejr over dig en dag, siger Coco Gauff.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.