spil

Ikast får hul på pointbylden i andet forsøg i ligaen

Efter en skidt premiere kom medaljeaspiranterne fra Ikast i gang med en stor hjemmesejr over Silkeborg-Voel.

Sarah Iversen spillede en flot kamp på stregen for Ikast mandag. Hun scorede seks mål på seks forsøg. (Arkivfoto)
Sarah Iversen spillede en flot kamp på stregen for Ikast mandag. Hun scorede seks mål på seks forsøg. (Arkivfoto) Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Ikast skuffede i sæsonpremieren ude mod Randers, men da holdet mandag var i hjemlige rammer, kom sæsonens første sejr ind på kontoen.

Silkeborg-Voel var draget de cirka 30 kilometer vestpå til Ikast, men gæstfriheden var ikke stor. Ikast snuppede en sikker sejr på 33-25.

En tiltrængt, overbevisende sejr for sidste sæsons bronzevindere, der overraskende tabte 26-27 til Randers i premiererunden.

Begge hold har nu to point. Gæsterne havde vundet deres første kamp i sæsonen.

Jessica Ryde i Ikast-målet havde en stor andel i, at hjemmeholdet allerede før pausen fik etableret en solid føring.

Med en redningsprocent på næsten 47 holdt hun gæsterne nede på otte scoringer i de første 30 minutter.

Da Ikasts angrebsspil samtidig gav masser af gode skudmuligheder, som blev udnyttet, kunne hjemmeholdet gå til pause foran 14-8.

Det var svært at se en vej tilbage i kampen for Silkeborg-Voel, og den fandt gæsterne da heller ikke, selv om man fik øget træfsikkerheden.

Midtvejs i anden halvleg var Ikast-føringen udbygget til 25-16, og kampen var afgjort.

Ikast-spillerne gik på autopilot, men gæsterne havde ikke noget i værktøjskassen, som kunne bringe nogen form for spænding tilbage i opgøret.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden