Sport

Ikonisk bane forbliver på Formel 1-kalenderen

Den belgiske Spa-bane har forlænget aftalen med Formel 1. Det er den længste bane på kalenderen.

En rød Ferrari på Spa-banen i Belgien er et velkendt syn i Formel 1. (Arkivfoto).
En rød Ferrari på Spa-banen i Belgien er et velkendt syn i Formel 1. (Arkivfoto). Hoch Zwei/Ritzau Scanpix

Formel 1-verdensmesterskabet, som vi kender det i dag, så dagens lys i 1950. Syv grandprixer på syv forskellige baner skulle afgøre VM.

En af de oprindelige baner var Spa-banen i Belgien, og den ikoniske bane vil de kommende år fortsat figurere på Formel 1-kalenderen.

På sin hjemmeside meddeler Formel 1, at man har forlænget aftalen med Spa frem til 2031 - dog med huller i 2028 og 2030. Altså skal der køres Formel 1 på banen fire af de seks år fra og med 2026 til og med 2031.

Banen er også i kalenderen i 2025, som før forlængelsen stod til at blive det foreløbig sidste.

Spa-banen hører ikke blot til en af de oprindelige syv baner i Formel 1. Det er også en af de baner, som gennem tiden har lagt asfalt til flest grandprixer.

57 gange er der kørt Formel 1-grandprix på Spa. Det er kun overgået af tre andre ikoniske baner - Silverstone, Monte Carlo og Monza.

Mellem 1970 og 1983 var Spa ikke en del af Formel 1, men ellers er det maksimalt et enkelt år nogle få gange, at Formel 1-kørerne ikke har fået lejlighed til at køre på den længste af de nuværende baner.

Den blev bygget i 1921 og er med sine 7,004 kilometer den længste blandt de 24 baner, der skal køres på i år.

Den syvfoldige verdensmester Lewis Hamilton vandt løbet sidste år.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden