Ikonisk snookerstjerne snupper sin syvende VM-titel
Ronnie O'Sullivan er tilbage på verdenstronen i snooker, efter at han mandag snuppede verdensmesterskabet.
Ronnie O'Sullivan satte mandag en fed streg under sin status som levende og spillende legende inden for sin sport.
I finalen ved VM i snooker delte den 46-årige englænder tæsk ud til sin landsmand Judd Trump og vandt sit syvende verdensmesterskab i karrieren.
Det har kun skotske Stephen Hendry formået før ham. Ronnie O'Sullivan kan dog prale af at være den ældste til at stille VM-trofæet i pokalskabet.
Ronnie O'Sullivan vandt finalen med 18-13 og måtte kæmpe med at holde tårerne tilbage, da han blev lykønsket af sin familie. Faktisk lignede han kortvarigt en mand, der ikke kunne fatte, hvad han havde udrettet.
- Jeg prøvede at være så afslappet, som jeg kunne. Det her er måske det bedste resultat, jeg har opnået mod en spiller som Judd, siger O'Sullivan ifølge BBC.
Rekorderne betyder ikke alverden for den ikoniske snookerspiller, der ikke er bleg for at lire kontroversielle udtalelser af.
- Jeg har aldrig gået op i rekorder. Når man tager dem, er det fint nok. Men jeg ville aldrig have præsteret godt, hvis jeg var gået efter dem. Jeg har bare prøvet at nyde at spille. Jeg har ingen mål, siger han.
I 2001 vandt Ronnie O'Sullivan sit første verdensmesterskab. Siden tog han titlen i 2004, 2008, 2012 og 2013, inden han løb ind i en tørkeperiode.
Men i 2020 var han tilbage på toppen og snuppede sit sjette trofæ. Nu er han på syv, og han kommer tilbage til Crucible Theatre i Sheffield næste år for at vinde sit ottende.
- Crucible bringer det værste frem i mig. Det er nok ikke den bedste idé, men jeg må nok hellere prøve igen næste år, siger O'Sullivan kækt.
Judd Trump lagde sig fladt ned og hyldede sin overmand efter finalenederlaget.
- Det har været en fornøjelse at dele bord med ham. Han har opnået noget fantastisk. Han bliver bedre og bedre. Hans målrettethed og dedikation er tydelig for alle, og han har med længder været den bedste i år, siger Trump.
Judd Trump vandt selv VM i 2019.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.