præstation

Indonesisk toppar dræner danske doubledrømme i Bangkok

Anders Skaarup og Kim Astrup taber for anden gang, og avancement til semifinalen bliver det næppe til.

Anders Skaarup (bagest) og Kim Astrup (forrest) har udspillet sin rolle ved sæsonfinalen i Bangkok.
Anders Skaarup (bagest) og Kim Astrup (forrest) har udspillet sin rolle ved sæsonfinalen i Bangkok. Sakchai Lalit/Ritzau Scanpix

Der var tale om klasseforskel, da den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup torsdag blev udspillet af de stærke indonesere Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan.

På bare 25 minutter havde de tredobbelte verdensmestre kørt danskerne ud af banen i Bangkok med cifrene 21-13 og 21-12.

Efter at have tabt den første kamp onsdag også i to sæt er det kun i teorien, de to danskere kan nå semifinalerne.

Den matematiske chance kan senere torsdag også forsvinde, afhængigt af resultatet mellem parrene fra Kina og Malaysia i gruppen.

Fra kampens start satte de garvede indonesere sig på Astrup og Skaarup, som aldrig fandt skyggen af modtræk.

På nettet var Setiawan som så ofte før aldeles overlegen, mens Ahsan fra baglinjen bombede huller i den danske defensiv.

Tidligere i år lykkedes det ellers for første gang i karrieren Astrup og Skaarup at slå de to indonesiske stjerner, men en gentagelse af den bedrift var aldrig på tale torsdag i Bangkok.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden