Ineos henter stærkt klassementskort fra Holland

Thymen Arensman fortsætter cykelkarrieren hos Ineos. Han viste gode takter i Vueltaen for nylig.

Thymen Arensman fejrede årets - og karrierens - anden sejr i Vueltaen, hvor han vandt 15. etape. I de kommende to år får Ineos glæde af hans evner. <i>Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix</i>

Thymen Arensman fejrede årets - og karrierens - anden sejr i Vueltaen, hvor han vandt 15. etape. I de kommende to år får Ineos glæde af hans evner. Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix

Ineos' næste store klassementshåb kan meget vel hedde Thymen Arensman.

Både han og holdet har torsdag offentliggjort på sociale medier, at hollænderen skal køre for det britiske cykellokomotiv de næste to år.

- Jeg er rigtig spændt på det her. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke DSM. Jeg kunne ikke have ønsket mig et bedre hold at starte min professionelle karriere på.

- Lad os færdiggøre sæsonen på bedst mulig vis, skriver den snart forhenværende DSM-rytter på Twitter.

Ineos råder allerede over gode klatrere som Egan Bernal, Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart, så Arensman skal gøre sig fortjent til at blive en af de ryttere, der satses på i de store løb.

Men den 22-åriges kørsel i det netop afviklede Vuelta a España lover godt for fremtiden.

Arensman markerede sig på flere af etaperne og hentede sin hidtil største sejr, da han vandt 15. etape i Sierra Nevada.

I det samlede klassement blev han nummer seks.

Han deltog også i Giro d'Italia tidligere året, hvor han blev nummer to på to af etaperne, mens han har adskillige andre topplaceringer med i banken fra denne sæson.

- Han bringer en kørestil, der passer perfekt ind i det, vi gerne vil, og det, at han allerede har smagt succes på allerhøjeste niveau, sikrer, at vi får en rytter, som vil skabe stor bredde på Ineos Grenadiers i fremtiden, siger holdets vicechef, Rod Ellingworth.

Fra næste sæson er også Connor Swift, Leo Hayter og Joshua Tarling nye ryttere på Ineos.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.