Pirates tog første finalestik efter et sandt drama

Efter et sandt finaledrama kunne Aalborg Pirates juble over at have taget første stik i finaleserien mod Rungsted, der blev sendt hjem med et nederlag på 4-3

Der blev jublet igennem, da Lasse Bo Knudsen scorede til 2-1 for Aalborg Pirates.
Der blev jublet igennem, da Lasse Bo Knudsen scorede til 2-1 for Aalborg Pirates. Foto: Kim Dahl Hansen

AALBORG: Det kunne sådan set ligeså godt have været Rungsted, der havde vundet, men Aalborg Pirates viste den form for klasse, der skal til for at vinde tætte kampe og i sidste ende et DM, da den første af potentielt syv finalekampe blev vundet med 4-3 over Rungsted Seier Capital. 

Der havde været talt om og spekuleret meget i det faktum, at Aalborg Pirates igen havde haft en lang kamppause siden semifinalesejrene over Odense, og måske var det den berømte pause-rust, der gjorde sig gældende, da Rungsted bragte sig foran med 1-0. 

En opspilsfejl af Aalborg blev straffet benhårdt af Rungsteds David Madsen. Så var tonen slået an for resten af kampen. Det blev nemlig en kamp, hvor de mindste fejl blev straffet. Om de så var begået af dommerne eller et af de to hold gjorde ingen forskel. 

Inden Rungsted for alvor nåede at vænne sig til at være i front diskede holdet fra Hørsholm-egnen op med en forsvarsblunder. Man kan med en vis rimlighed også sige, at Aalborg Pirates her leverede et lille stykke hockey-poesi. 

Thomas Spelling leverede en pasning over halv banelængde, som selv Wayne Gretzky ville være stolt af, da han spillede Emilio Romig fri. Han trak over til sig baghånd og lagde pucken i mål til 1-1. 

Dermed stoppede det ikke for piraterne, der blev båret frem af et talstærkt publikum. Lasse Bo Knudsen bragte Pirates et skridt tættere på den ultimative guldskat, da han scorede til 2-1.

Fælles for de tre første mål var, at de blev scoret i fem mod fem. Der var ingen udvisninger, og vidste man ikke bedre, kunne man i sekvenser forveksle finalen med en grundspilskamp. Der manglede lidt bid i nogle tacklinger og fart i skøjterne fra piraternes side. 

Måske var det den lange kamppause, der skal have skyld for den lidt ujævne Pirates-præstation. Måske var årsagen den meget simple, at Rungsted er et klassehold. Det forsvarende mesterhold spillede med en mesters klasse, da de fik muligheden i powerplay. 

Kampen i tal

1. DM-finale, ishockey

Aalborg Pirates - Rungsted Seier Capital 4-3

Periodecifre: 2-1, 1-2, 1-0

Mål: 0-1 David Madsen (2.07), 1-1Emilio Romig (3.23), 2-1 Lasse Bo Knudsen (12.07), 2-2 Nichlas Hardt (21.03), 2-3  Nichlas Hardt (22.44), 3-3 Jeppe Jul Korsgaard (36.44), 4-3 Patrick Bjorkstrand (44.07)

Udvisningsminutter: Aalborg 8, Rungsted 6

Kort inden udgangen på første periode røg Tobias Ladehoff ud i to minutter, og da spillet blev genoptaget i anden periode dukkede et gammelt spøgelse op igen for Aalborg Pirates. 

Nichlas Hardt er og bliver en af ligaens bedste spillere, og når han er i topform, som det er tilfældet lige nu, er han ikke nem at håndtere. 

Først udlignede han til 2-2 et sølle sekund før Aalborg atter blev fem markspillere på isen. Kort efter var den gal igen, da Anders Koch tog en dum udvisning. Her var Hardt igen bøddel. Med andre ord slog han fast med syvtommersøm, at Aalborg Pirates for alt i verden skal holde sig ude af straffeboksen. 

Hvor Pirates trods alt havde fået sat nogle gode minutter sammen i første periode, var det småt med lyspunkter i minutterne efter Hardts 3-2-scoring. Gæsterne kørte på, og Pirates lignede ikke sig selv. Det var helt og aldeles gæsterne, der sad på flæsket i disse minutter. Flere gange blev piraterne fanget i egen zone med langt til udskiftningsboksen. Rungsted summede om målet, og det virkede som et spørgsmål om tid, før det blev 4-2. 

Her trådte Jeppe Jul Korsgaard ind på isen som en slags frelsende engel. Først trak han en udvisning, da piraterne selv var i undertal for tredje gang. Det pusterum, som det efterfølgende powerplay gav Aalborg, blev vitalt i forhold Aalborgs comeback. 

Jeppe Jul Korsgaard var også mand for Pirates' tredje scoring, da han viste, at den notoriske målnæse også er finaleklar. 

Med en helt lige kamp inden tredje periode var det store spørgsmål, om Pirates kunne finde et højere niveau frem, eller om Rungsted fortsat fik lov til at diktere store dele af spillet. 

Det er nemt at hælde floskler som "større beslutsomhed" og "bedre skarphed" ned over det faktum, at Aalborg fik bedre fat, da kampen blev genoptaget, men noget var der sket, for piratskibet var atter på guldkurs, da tredje periode for alvor kom i gang. 

Patrick Bjorkstrand gjorde muligvis sig selv til den mest populære midtjyde i Nordjylland, da han bragte Pirates i front med 4-3. Efterfølgende var der en challenge på målet fra Rungsted, som dog ikke fik medhold. Det gav Aalborg et powerplay i tillægsgave. 

Det blev dog ikke til en afgørende scoring, men til gengæld var det nu piraterne, der havde initiativet. Men som alting er med et momentum, så er levetiden begrænset, og i dette tilfælde blev en udvisning til Jeppe Jul Korsgaard rytmeændrende. Det blev atter slået fast, at powerplay til Rungsted er det rene gift for Aalborg. På mirakuløs vis lykkedes det dog Pirates at klare frisag.

Sekunder efter at være kommet tilbage på isen gjorde Jeppe Jul Korsgaard igen sin indflydelse gældende, da han trak en udvisning på en Rungsted-spiller. Det efterfølgende powerplay blev noget rod, men Aalborg var tæt på at lukke og slukke. 

Kampens afslutning kunne godt ligne et forvarsel om resten af seriens gang. Der var nerver og drama til den helt store guldmedalje, men hvor Rungsted var comeback-konger i semifinaleserien mod Esbjerg, var der intet comeback i denne omgang. Dermed kunne Pirates-spillerne juble over en 1-0-føring i finaleserien. 

Næste kamp spilles søndag aften i Rungsted. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden