Ingildsen fik has på 16-årig: Jeg holdt hovedet koldt

Danske Johannes Ingildsen måtte slide Davis Cup-sejr hjem mod 16-årig. Stillingen er 1-1 i El Salvador.

Johannes Ingildsen vandt 6-4, 6-4 over unge Cesar Cruz. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Johannes Ingildsen vandt 6-4, 6-4 over unge Cesar Cruz. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det danske Davis Cup-hold i tennis holdt sig sent lørdag aften dansk tid godt inde i kampen om at vinde sammenlagt på udebane mod El Salvador.

Danmark tabte den første kamp ved Elmer Møller, men Johannes Ingildsen sørgede for balance i stillingen efter førstedagen, da han slog den blot 16-årige Cesar Cruz.

Ingildsen var storfavorit, men måtte slide lidt for sejren, der endte med cifrene 6-4, 6-4.

- Det er en fed følelse efter en hård kamp. Han spillede fandeme godt, synes jeg. Han gik efter slagene med forhånden og brugte publikum virkelig meget, så det var en svær kamp at spille.

- Men jeg holdt hovedet koldt. Selv om jeg ikke spillede mit bedste i dag, formåede jeg at slide den hjem, siger Johannes Ingildsen i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.

Han fornemmede den intense kulisse, som man ofte oplever i Davis Cup.

- Det er en fed kulisse. Det er noget andet, end de turneringer jeg spiller normalt. Der er gang i den på lægterne, og specielt her kunne jeg virkelig mærke det, fordi folk sidder tæt på banen og råber og skriger.

Den danske sejr kan vise sig vital inden søndagens tre sidste kampe. Der lægges ud med en double, hvor det danske par skal op mod verdens aktuelt sjettebedste doublespiller, Marcelo Arévalo.

- Vi skal være glade for at vi fik det ene point, fordi 0-2 havde været rigtig svært. Det bliver en svær double i morgen med en top-10 spiller i verden, siger Ingildsen.

Efter planen skal han spille double sammen med Christian Sigsgaard, inden han skal spille single mod Marcelo Arévalo. Den sidste og måske afgørende kamp står mellem Elmer Møller og Cesar Cruz. Holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen kan dog vælge at skifte ud.

Kampen spilles på det tredjehøjeste niveau i Davis Cup. Vinderen af opgøret skal til foråret spille oprykningskamp.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.