Fodbold

Inter afværger pokalfiasko efter akrobatisk udligning

Inter var på kurs mod exit i Coppa Italia, men udlignede sent og vandt efter forlænget spilletid.

Italy Soccer Italian Cup
Italy Soccer Italian Cup Antonio Calanni/Ritzau Scanpix

Serie A's førerhold, Inter, lever fortsat i den italienske pokalturnering, Coppa Italia.

Men det holdt hårdt for Simone Inzaghis tropper onsdag aften.

Holdet var på hjemmebane bagud med 1-2 mod Empoli, da kampen gik ind i sin overtid, men endte alligevel med at vinde med 3-2 efter to flotte mål.

Først udlignede stopperen Andrea Ranocchia, og siden blev den indskiftede midtbanespiller Stefano Sensi matchvinder i forlænget spilletid.

Inter møder nu vinderen af torsdagens opgør mellem Roma og Lecce i sin kvartfinale.

Inzaghi havde valgt en opstilling med mange normale reserver til opgøret mod Empoli, men efter 13 minutters spil headede den lille offensivspiller Alexis Sánchez holdet foran med 1-0.

Inter havde flere muligheder for at øge sin føring, men i stedet slog Empoli til to gange i anden halvleg.

Nedim Bajrami sparkede holdet på 1-1, og siden blev Inter-keeper Ionut Radu uheldigvis selvmålsskytte efter angriberen Patrick Cutrone headede bolden på undersiden af overliggeren.

Det lignede en skuffende pokalexit, men i overtiden sparkede stopperen Andrea Ranocchia på akrobatisk vis Inter på 2-2 efter et tungt pres på udeholdet.

Og i forlænget spilletid kanonerede netop indskiftede Stefano Sensi favoritter videre efter et boldtab af Empoli foran eget felt.

Tidligere onsdag aften slog Sassuolo på hjemmebane Cagliari med 1-0. Holdet møder Juventus i en kamp om plads blandt de sidste fire.

Milan og Lazio samt Atalanta og Fiorentina dyster i de to sidste kvartfinaler, der efter planen afvikles i februar.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden