Inter-dumhed hjælper Liverpool videre trods drømmemål

Lautaro Martínez scorede et formidabelt mål for Inter, men et rødt kort gjorde det svært at fuldende comeback.

Alexis Sánchez sidder på Anfields græstæppe, efter at han har modtaget sit andet gule kort i kampen mod Liverpool. <i>Jon Super/Ritzau Scanpix</i>

Alexis Sánchez sidder på Anfields græstæppe, efter at han har modtaget sit andet gule kort i kampen mod Liverpool. Jon Super/Ritzau Scanpix

Efter en 2-0-sejr i Milano havde Liverpool gode chancer for at gå videre til Champions Leagues kvartfinaler, da Premier League-holdet tirsdag aften tog imod Inter i returopgøret.

Men et flot langskudsmål af Inters Lautaro Martinez bragte spænding tilbage i duellen, før holdkammeraten Alexis Sánchez dummede sig og blev vist ud.

Dramatikken udmøntede sig i en italiensk 1-0-sejr, som dog ikke var nok til at fravriste Liverpool kvartfinalebilletten.

Fredag 18. marts afgøres det ved lodtrækning, hvem der står over for det engelske mandskab i næste runde.

Fraset nogle store dødboldchancer til Joël Matip, Virgil van Dijk og Trent Alexander-Arnold var der ikke det store at berette fra en forholdsvis blodfattig første halvleg, der sluttede uden mål.

Efter pausen blev der til gengæld skruet op for underholdningen.

Liverpool pressede på fra anden halvlegs start og kom til kampens nok største chance efter 52 minutter. Inter-målmand Samir Handanovic boksede bolden lige ud i fødderne på Mohamed Salah, som ramte stolpen.

Der var pludselig en anden gnist i kampen, og spillet åbnede sig op i begge ender.

En lille time inde i kampen fik Inter en stor mulighed for at bringe sig foran, men Martinez sendte en forkølet afslutning forbi mål.

Bare få minutter senere tog han revanche på en chance, der langtfra var lige så stor.

Fra en svær vinkel og et godt stykke udefra huggede han til bolden, der skruede udad, før den endte oppe i det fjerneste målhjørne til 1-0.

Pludselig øjnede Inter en mulighed for at gå videre, og tændingen var på sit højeste. Men måske også lidt for høj.

I hvert fald gik der kun et enkelt minut, før forudsætningerne for at avancere igen var forringet betragteligt.

Alexis Sánchez gik for hårdt til Liverpool-spilleren Fabinho i en tackling, og med et gult kort i bagagen fra første halvleg blev chileneren sendt tidligt i bad.

Med ti mand var opgaven monstrøs for det hårdt kæmpende italienske hold, og det var da også Liverpool, der var tættest på scoring.

I dommerens tillægstid var indskiftede Luis Diaz kun en heroisk Inter-blokering i det lille felt fra at udligne, men det blev ved et smalt nederlag til Liverpool, som fortsat lever i turneringen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.