Fodbold

Inter slår Juventus på mål i sidste sekund af Super Cup

Alexis Sanchez blev Inters helt, da han i sidste angreb af forlænget spilletid scorede til 2-1 mod Juventus.

FBL-ITA-SUPER CUP-INTER-JUVENTUS
FBL-ITA-SUPER CUP-INTER-JUVENTUS Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Inter kan for sjette gang kalde sig Super Cup-vinder i Italien. Det blev en kendsgerning, da Inter efter forlænget spilletid slog Juventus, der for tiende gang i træk spillede om Super Cup-trofæet.

I opgøret mellem mesterholdet og pokalvinderen fra 2020/21-sæsonen vandt Inter med 2-1 på et mål Alexis Sanchez i absolut sidste sekund af forlængelsen, efter at den ordinære kamp var sluttet 1-1.

Hele stadion havde ellers indstillet sig på en afgørelse i straffesparkskonkurrence, da chileneren scorede i kampens sidste angreb.

Forinden havde tilskuerne været vidner til et opgør, som faldt i underholdningsværdi indtil den afgørende sekvens.

Inter kom godt ud af starthullerne og var nærgående to gange inden for de første syv minutter.

Hjemme i Milano var den forsvarende mester i det hele taget klart dominerede i første halvleg, mens Juventus' angreb var sporadiske.

Holdet fra Torino var dog inde i sin hidtil bedste periode i opgøret, da føringen faldt efter 24 minutter.

Alvaro Morata lavede fikse ting ved baglinjen og serverede perfekt for Weston McKennie, der headede 1-0-målet ind.

Juventus fik blot lov til at være i front i ti minutter, inden dommeren vurderede, at Juventus-forsvareren Mattia De Sciglio begik en ulovlig forseelse på Daniele Doveri i feltet.

Straffespark til Inter, som Lautaro Martinez hamrede i kassen til 1-1.

Også i anden halvleg var Inter spildominerende, men angrebene blev for sjældent til åbne chancer, og når de blev, stod Juventus' vanlige reservekeeper Mattia Perin i vejen.

Og da Juventus slet ikke kom til muligheder, var den forlængede spilletid uundgåelig.

Også i forlængelsen ville Inter mest, men Juventus forsvarede sig godt, og derfor trak det op til straffespark.

Lige indtil det sidste sekund da Inter sendte en bold ind i feltet, hvor et par Juventus-spillere fumlede i deres indgreb, så Sanchez kunne smutte imellem og score sejrsmålet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden