Sport

Inter smider igen point i italiensk topstrid

Atalanta kom tilbage og spillede 1-1 mod Inter i den italienske Serie A, som er ved at få spænding i toppen.

Inter-træner Cristian Chivu (i midten) modtog et rødt kort for brok i lørdagens 1-1-kamp hjemme mod Atalanta.
Inter-træner Cristian Chivu (i midten) modtog et rødt kort for brok i lørdagens 1-1-kamp hjemme mod Atalanta. Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Inter er i gang med at formøble et solidt forspring i den bedste italienske fodboldrække.

I lørdagens tidlige Serie A-kamp hjemme mod Atalanta smed Inter en 1-0-føring og spillede 1-1.

I den seneste spillerunde tabte Inter til AC Milan, som lige nu er otte point efter ærkerivalen i blå trøjer.

Milan kan formindske Inters forspring med en sejr ude over Lazio søndag aften.

Inter dominerede generelt i første halvleg, hvor Atalanta havde det svært.

Efter 26 minutter sparkede Inter-angriberen Francesco Pio Esposito hårdt og fladt hjemmeholdet foran 1-0.

Den føring holdt længe, men Atalanta lurede hele tiden på en overraskelse og slog til i slutfasen med en udligning.

Atalanta-angriberen Nikola Krstovic udlignede til 1-1 efter 83 minutter, og det skabte en del dramatik.

Inters wingback Denzel Dumfries væltede til jorden kort inden 1-1-målet og brokkede sig efterfølgende over et manglende frispark.

Brokkerierne fortsatte i flere minutter, mens situationen blev tjekket efter af VAR.

Inter-træner Cristian Chivu brokkede sig allerede inden VAR-afgørelsen til et gult kort. Og da målet blev godkendt, blev rumæneren ved med at brokke sig, og det udløste et gult kort mere og dermed marchordre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden