sport

Inter vinder Milano-derby og er i pokalfinale

Med en 3-0-sejr over lokalrivalen AC Milan er Inter klar til finalen i Coppa Italia.

Lautaro Martínez sendte Inter på finalekurs med sine mål til både 1-0 og 2-0.
Lautaro Martínez sendte Inter på finalekurs med sine mål til både 1-0 og 2-0. Alberto Lingria/Reuters

For første gang i 11 år skal Inter spille finale i pokalturneringen Coppa Italia.

I den anden af to semifinaler mod AC Milan vandt Inter 3-0 over lokalrivalen. Da den første semifinale endte 0-0, var det altså Inter, som nappede finalebilletten.

Inter har vundet Coppa Italia syv gange. Den første pokaltitel kom i 1939, mens den seneste blev vundet i 2011.

I dette års finale venter enten Juventus eller Fiorentina. Den første semifinale mellem de to endte med en 1-0-sejr til førstnævnte i Firenze. Onsdag mødes de igen i Torino. Finalen spilles 11. maj på Stadio Olimpico i Rom.

Mens der altså ikke blev scoret i den første semifinale mellem Inter og AC Milan, så gik der kun tre minutter af den anden, før det blev 1-0.

Lautaro Martínez åbnede målscoringen, da han med en helflugter i feltet bragede bolden ind.

Argentineren var leveringsdygtig foran mål igen kort før pausen, da han efter en stikning ind i feltet prikkede bolden over Milan-målmand Mike Maignan til 2-0.

Ismael Bennacer så ud til at have skabt fornyet spænding, da han fra kanten af feltet sparkede bolden ind efter et hjørnespark. Men i VAR-rummet blev scoringen kaldt tilbage for offside.

I stedet lukkede Robin Gosens kampen, da han med sit første mål i Inter-trøjen gjorde det til 3-0 cirka ti minutter før tid. Den tyske wingback skiftede fra Atalanta til Inter på en lejeaftale i slutningen af januar.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden