bedrageri

Investeringsfirma kræver fem års fængsel til Neymar for bedrageri

En retssag mod fodboldstjernen Neymar, hans familie og tidligere fodboldbosser starter mandag i Barcelona.

Neymar er en af Brasiliens store fodboldstjerner, og et stort billede af ham kunne onsdag ses på et højhus i Qatar, hvor VM går i gang i november.
Neymar er en af Brasiliens store fodboldstjerner, og et stort billede af ham kunne onsdag ses på et højhus i Qatar, hvor VM går i gang i november. Hamad I Mohammed/Reuters

Opdateret kl. 02:56

Den brasilianske fodboldstjerne Neymar skal i retten i næste uge. Han er tiltalt for bedrageri og korruption i forbindelse med hans transfer fra Santos til Barcelona i 2013.

Sagsøgeren, som er det brasilianske investeringsfirma DIS, siger torsdag, at de kræver en fængselsstraf på fem år til Neymar.

Retssagen begynder i Barcelona mandag.

Ud over Neymar er hans forældre, de to klubber, tidligere præsidenter for Barcelona Josep Maria Bartomeu og Sandro Rossel og den tidligere præsident for Santos Odilio Rodrigues også tiltalt i sagen.

Sagen stammer fra en klage, som DIS har indgivet. De ejede 40 procent af rettighederne til Neymar, da han spillede for den brasilianske klub Santos.

Firmaet mener ikke, at det fik dets retmæssige andel fra transferen, fordi handlens reelle værdi blev undervurderet.

Neymar, der i dag spiller i PSG, har afvist beskyldningerne.

Baker McKenzie, der er forsvarer for Neymar og hans familie, siger, at familien mener, at den spanske domstol "mangler kompetencer til at retsforfølge Neymar-familien", fordi transferen omhandlede brasilianske borgere i Brasilien.

Spanske anklagere ønsker to års fængsel til Neymar og en bøde på ti millioner euro.

Til Sandro Rosell ønsker de en fængselsstraf på fem år og en bøde på 8,4 millioner euro til Barcelona.

DIS mener også, at Bartomeu og Rossel skal idømmes fængselsstraffe, og at alle de anklagede skal betale en bøde på i alt 149 millioner euro.

Rosell har afvist at have gjort noget forkert. Barcelona og Bartomeus advokater har afvist at kommentere sagen.

Santos har ikke svaret på Reuters' henvendelser.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden