IOC blåstempler ungt bokseforbund
World Boxing, der blev stiftet i 2023, kan muligvis komme til at stå for OL's bokseturneringer fremover.
Et næsten nyt internationalt bokseforbund har vundet Den Internationale Olympiske Komités (IOC) gunst.
Forbundet World Boxing, som blandt andet inkluderer Danmarks Bokse-Union (Dabu), er således blevet blåstemplet som potentiel arrangør af OL's boksturneringer.
Det oplyser IOC på sin hjemmeside onsdag.
Der er indtil videre tale om en "foreløbig godkendelse", lyder det.
IOC har ved de seneste to olympiske lege selv stået for at arrangere bokseturneringerne, fordi man i 2019 kappede båndene til Det Internationale Bokseforbund (IBA) efter en årelang strid.
Siden da har man søgt efter en erstatning, og World Boxing er nu godkendt.
Forbundet blev stiftet i 2023 af repræsentanter fra de nationale forbund i USA, Storbritannien, Tyskland, Holland, New Zealand, Filippinerne og Sverige.
En del af formålet med forbundet er at sikre boksesportens plads ved de olympiske lege i fremtiden, lød det ved stiftelsen.
I dag er 78 nationale forbund en del af det, herunder også Danmarks Bokse-Union (Dabu).
Om World Boxing kommer til at arrangere OL-turneringer er uvist. Boksning er nemlig endnu ikke en del af programmet ved det kommende OL i 2028.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.