Sport

IOC skrotter Saudi-Arabien som vært for OL i e-sport

Saudi-Arabien og IOC havde indgået en 12-årig aftale, som de nu er blevet enige om at annullere.

Det første OL i e-sport skulle være afviklet i 2025, men blev så udskudt til 2027, og nu er der ingen vært for de forestående lege. (Arkivfoto).
Det første OL i e-sport skulle være afviklet i 2025, men blev så udskudt til 2027, og nu er der ingen vært for de forestående lege. (Arkivfoto). Roslan Rahman/Ritzau Scanpix

Historiens første olympiske lege i e-sport skulle i 2027 være afholdt i Saudi-Arabien, men sådan bliver det ikke.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) oplyser torsdag på sin hjemmeside, at man har afbrudt samarbejdet med Saudi-Arabien.

For nylig mødtes IOC med Saudi-Arabiens olympiske komité og diskuterede sagen.

- Her blev man gensidigt enige om at afslutte samarbejdet om e-sport-OL. Samtidig er begge parter fortsat engagerede i at forfølge deres egne ambitioner inden for e-sport ad separate veje, skriver IOC.

Det er ikke meget mere end et år siden, at IOC og Saudi-Arabiens olympiske komité indgik en 12-årig samarbejdsaftale, som indebar, at den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, skulle være flerfoldig vært for e-sport-OL.

Egentlig skulle de første lege være afholdt i år, men den plan blev skrottet i februar, fordi der simpelthen var mangel på sportsgrene.

Hvor OL i e-sport om to år nu skal afholdes, melder IOC endnu intet om. Intet tyder dog på, at IOC har planer om at lægge begivenheden i graven.

- Den overvældende feedback fra interessenter i den olympiske bevægelse og e-sportsfællesskabet viser, at der er et stort ønske og betydelig opbakning til initiativet, skriver IOC.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden