Sport

Irriteret Neestrup: Overdrev for at fremme forståelsen

FCK-træner Jacob Neestrup er irriteret over, at han overdrev med sin pointe om FC Midtjyllands indkast.

Jacob Neestrup ville gerne have afleveret sin pointe om FC Midtjyllands indkast på en bedre måde. (Arkivfoto).
Jacob Neestrup ville gerne have afleveret sin pointe om FC Midtjyllands indkast på en bedre måde. (Arkivfoto). Anthon Unger/Ritzau Scanpix

FC København strøg søndag i spidsen for Superligaen ved at vinde topkampen mod FC Midtjylland med 1-0, men efterdønningerne har handlet mere om de to cheftræneres udtalelser end resultatet.

Efter kampen beskyldte FCK-træner Jacob Neestrup FCM for at rykke sine indkast mange meter til fordelagtige positioner, og FCM-træner Thomas Thomasberg kvitterede med at kalde Neestrups udtalelse for "usand".

Efter torsdagens træning erkender Neestrup, at hans kommunikation fejlede, da han ville aflevere sin vigtige pointe.

- Jeg har en vigtig pointe, og i mit forsøg på at få den pointe frem overdriver jeg for at fremme forståelsen, siger Jacob Neestrup til bold.dk.

Han mener, at han var urutineret i sin udtalelse og kalder det sit "dårligste post-match-interview i to et halvt år som FC København-træner".

- Omvendt er jeg ekstremt glad for, at der er kommet fokus på det, fordi jeg synes, det er vigtigt.

Det var i et interview med Viaplay, at Neestrup søndag aften kritiserede, at FCM fik lov til at rykke sine indkast til bedre positioner.

- Jeg synes igen, at de får nogle muligheder foræret, som de ikke burde. Indkast, som går ud 40 meter fra mål, bliver konverteret til indkast 28-30 meter fra mål, som de kan kaste ind i boksen, sagde Neestrup til Viaplay.

Mandag svarede Thomasberg igen i et interview med TV 2 Sport.

- Han snakker om, at det er gået fra 40 til 28 meter, og det er jo decideret usandt. Det er en løgn, og det bryder jeg mig selvfølgelig ikke om. Det kan jeg ikke lide som person.

- Hvis man kommer med nogle beskyldninger, skal der også være hold i dem, og det er der ikke her, lød det fra Thomasberg.

Med søndagens sejr fører FCK Superligaen med 39 point foran FCM med 36.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden