Isaksen bliver matchvinder for Lazio i Bergamo
Gustav Isaksen startede på bænken for Lazio, men han kom ind og snuppede en hovedrolle med kampens enlige mål.
Opdateret kl. 22:56
Den danske landsholdsspiller Gustav Isaksen scorede for Lazio, der søndag aften vandt 1-0 ude over Atalanta i Serie A.
Isaksen indledte kampen på bænken, men den formstærke kantspiller kom ind fra anden halvlegs start.
Og den tidligere FC Midtjylland-spiller skulle kun bruge lidt under ti minutter til at score til 1-0 efter et koks i Atalantas forsvar.
Holdkammeraten Fisayo Dele-Bashiru stod for assisten, da han headede bolden hen til en helt fri Isaksen, der glidende kunne sparke bolden i nettet med sit fjerde ligamål i denne sæson.
Forsvarsspilleren Oliver Provstgaard, der i starten af februar skiftede til Lazio fra Vejle, kom ind og fik sin debut for Rom-klubben.
Provstgaard kom på banen efter 68 minutter og var med til at holde Atalanta fra scoringer i slutfasen.
Med sejren er Lazio placeret på sjettepladsen med 55 point efter 31 kampe. Atalanta har tre point mere på tredjepladsen i den tætte topstrid i Serie A.
Med sejren er Lazio stadig med i kampen om at slutte i top-4, der giver adgang til næste sæsons Champions League.
Det var det tredje nederlag i træk for Atalanta, der ser ud til at være gået helt i stå.
Lazio var ikke den eneste klub fra Rom, som var i aktion søndag og havde en dansker som indskifter. Roma spillede i søndagens sene kamp 1-1 hjemme mod Juventus.
For romerne kom den danske midtstopper Victor Nelsson på banen efter 72 minutter ved stillingen 1-1, og han var med til at holde Juventus fra flere scoringer i kampen.
Manuel Locatelli havde bragt Juventus foran på en smuk helflugter i første halvleg. I anden halvleg udlignede den indskiftede Roma-angriber Eldor Shomurodov til slutresultatet 1-1.
Roma har på syvendepladsen 53 point efter 31 kampe og mistede dermed en anelse terræn i forhold til lokalrivalerne fra Lazio.
Juventus er placeret på femtepladsen med 56 point lige foran de to Rom-klubber.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.