Sport

Ishockeylegende stopper som træner i Rødovre

Olaf Eller stopper som cheftræner i Rødovre Mighty Bulls og bliver i stedet sportschef i ishockeyklubben.

Olaf Eller skifter trænerrollen ud med stilling som sportschef i Rødovre. (Arkivfoto).
Olaf Eller skifter trænerrollen ud med stilling som sportschef i Rødovre. (Arkivfoto). Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Olaf Eller stopper som cheftræner i Rødovre Mighty Bulls med udgangen af sæsonen 2024/25.

Det oplyser ishockeyklubben på sin hjemmeside.

Ellers stop som cheftræner efter to et halvt år i spidsen er helt efter planen, lyder det. Han fortsætter således i klubben, men i stedet som sportschef.

- Olaf har et kæmpe hjerte for Rødovre. Han trådte til som cheftræner på et tidspunkt, hvor klubben var i store vanskeligheder, og vi skylder ham en stor tak for hans dedikation og indsats, siger administrerende direktør Morten T. Andreasen.

- Det har hele tiden været planen, at Olaf skulle stoppe efter denne sæson, men jeg er meget glad for, at han fortsætter i klubben som sportschef og fortsat vil være en aktiv del af klubbens kommercielle aktiviteter.

Rødovre nåede i seneste sæson slutspillet, men i denne sæson sluttede holdet klart sidst i grundspillet og var hele 42 point fra at nå med i kvartfinalerne.

Derfor mener Eller, at det er godt tidspunkt at skifte træner på.

- Det var en stor succes i fjor, men en fiasko i år, og der er brug for ny inspiration til at drive det unge Rødovre Mighty Bulls videre.

- Jeg er glad og stolt over fortsat være en del af Rødovre Mighty Bulls med en stærk ejerkreds, en dygtig leder i Morten Andreasen og en stærk bestyrelse, lyder det fra Olaf Eller.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden