Sport

Ishockeyligaen knækker over i to efter favoritsejre

De fire bedste hold i Metal Ligaen vandt alle fredag, og der er nu et spring ned til de fem øvrige hold.

Herning Blue Fox fører fortsat Metal Ligaen suverænt. (Arkivfoto).
Herning Blue Fox fører fortsat Metal Ligaen suverænt. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Der begynder at tegne sig et mønster i toppen af Metal Ligaen.

Her har fire ishockeyhold nu skilt sig ud, efter at de alle fire vandt deres kampe fredag aften.

Herning Blue Fox er stadig i en klasse for sig som førerhold med 79 point efter en sejr på 5-1 hjemme over Herlev Eagles.

Men også Odense Bulldogs, Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capitals har kurs mod en grundspilsplacering i den bedste halvdel.

Odenses ishockeymænd slog fredag aften de forsvarende mestre fra Sønderjyske med 4-2 efter at have været foran i stort set hele kampen. Fynboerne er nummer to i ligaen med 61 point.

Samme antal har Aalborg, der bankede bundproppen Rødovre Mighty Bulls og vandt suverænt med 6-0. Allerede efter første periode stod det 5-0 i gæsternes favør på den københavnske vestegn.

Rungsted holdt på udebane Frederikshavn White Hawks fra scoringer og tog en sejr på 2-0 med hjem til Nordsjælland.

Rungsted er på ligaens fjerdeplads med 60 point. Der er syv point ned til Herlev Eagles, der tabte for femte kamp i træk og nu skal forsøge at kæmpe sig tilbage i det sjove selskab.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden