Sport

Israelsk cykelhold udebliver fra årets sidste monument

Israel-Premier Tech er blevet enig med Lombardiet Rundt om at blive væk fra årets sidste monument.

Israel-Premier Tech blev standset af demonstranter på holdtidskørslen i Vuelta a España. (Arkivfoto).
Israel-Premier Tech blev standset af demonstranter på holdtidskørslen i Vuelta a España. (Arkivfoto). Bruna Casas/Reuters

Cykelholdet Israel-Premier Tech har været skydeskive for propalæstinensiske demonstranter i efterhånden flere måneder, og det har kostet holdet deltagelse i flere løb.

Torsdag ligger det fast, at Israel-Premier Tech heller ikke stiller til start ved årets sidste af de fem monumenter, Lombardiet Rundt, lørdag.

En talsperson for løbsorganisationen RCS udtaler ifølge AFP, at beslutningen er taget i samarbejde med Israel-Premier Tech, som ikke har meldt noget ud på sine platforme.

Løbsorganisationerne bag de to italienske endagsløb Giro dell'Emilia og Tre Valli Varesine har i løbet af de seneste uger nægtet Israel-Premier Tech adgang til deres løb af frygt for demonstrationer.

Demonstrationerne har rod i Israels krig mod Hamas i Gaza.

Frygten for demonstrationer i de italienske løb er formentlig opstået efter Vuelta a España, hvor demonstranter spolerede flere etaper med protester mod Israel-Premier Techs deltagelse.

Tidligere i denne uge besluttede den israelsk-canadiske holdejer, Sylvan Adams, at trække sig fra sine roller omkring holdet, ligesom holdets israelske identitet bliver fjernet i den nye sæson.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden