Jürgen Klopp: Vi skal genopfinde os selv

Jürgen Klopp erkender, at Liverpool spillede en dårlig kamp mod Napoli. Han vil se forandringer på lørdag.

Jürgen Klopp og co. fik klø i Napoli. <i>Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix</i>

Jürgen Klopp og co. fik klø i Napoli. Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix

Liverpool-manager Jürgen Klopp er dybt skuffet, efter at hans mandskab onsdag aften blev udspillet i Napoli og tabte 1-4 efter at have været bagud 0-3 ved pausen i Champions League-åbningskampen.

Der skal ske store forandringer, hvis Liverpool skal få vendt bøtten efter en kedelig sæsonstart. Efter seks ligakampe og en Champions League-kamp står Liverpool blot noteret for to sejre.

- Vi skal genopfinde os selv. Der mangler mange ting, ikke i alle kampe, men der mangler noget. Det skal vi få løst midt i en Premier League-sæson og en Champions League-kampagne.

- Vi skal møde Wolverhampton om tre dage, og vi skal finde en plan for at være meget bedre der. Det er mit ansvar at finde ud af, hvad vi skal, siger Jürgen Klopp ifølge britiske BT Sport.

Han kalder nederlaget i Napoli for et hårdt slag, men anerkender, at det var helt fortjent.

- Napoli spillede en virkelig god kamp, og det gjorde vi ikke. Det er den første forklaring på nederlaget. Vi var lidt uheldige med at få to straffespark imod os, men kun et af dem gik ind. Deres næste to mål forærede vi dem, og vi skulle have forsvaret os bedre.

- Vi lavede slet ikke noget genpres, før Thiago kom på banen. Vi spillede for os selv med en dribling her og der i stedet for at spille sammen. Det var alle de åbenlyse forklaringer på, at vi tabte.

- Men jeg kan endnu ikke svare på, hvorfor det kom så vidt. Det skal jeg have mere tid til at finde ud af, siger Klopp.

Han fik en grim fornemmelse tidligt i kampen, men havde ikke regnet med at være bagud med tre mål ved pausen.

- Vi har spillet andre dårlige første halvlege, men det er sjældent, at vi indkasserer tre mål. Og når man så har Alisson på mål, så skal man spille virkelig dårligt for at lukke så mange mål ind, men det gjorde vi åbenbart, siger Jürgen Klopp.

Piotr Zielinski scorede to mål for Napoli, og han er ekstatisk over at have givet Liverpool en fodboldlektion.

- Det var tæt på at være den perfekte kamp for os. Det er svært at vide, hvad vi kan drive det hele til efter den her præstation. Jeg er meget glad for holdets indsats, og det var en meget fortjent sejr, siger Piotr Zielinski ifølge uefa.com.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.