Jammerbugt-anfører skuer udvikling for sammensat mandskab
Christian Rye ser markant udviklingspotentiale på Jammerbugt-mandskabet, der lørdag fik point i premierekampen i 1. division

Arkivfoto: Martin Damgård
FODBOLD:Jammerbugt FC fik sæsonens første point, da nordjyderne spillede uafgjort i premierekampen mod Hvidovre på udebane. Dermed har oprykkerne fra 2. division stemplet ind i en sæson, hvor udfordringerne bliver markant større end gennem de seneste ti år.
Foruden 1-1-resultatet er anfører Christian Rye glad for at blive klogere på holdets nuværende niveau på den nye hylde.
- Vi havde nok lidt svært ved at vide, hvor vi stod inden premieren. At komme derfra med et point kan vi nok ikke være andet end tilfredse med. Jeg er fint tilfreds med præstationen, siger han.
- Vi vidste jo godt, at vi ikke kunne have samme momentum i store dele af kampen som i 2. division. Så der var ikke meget, der overraskede os. Vi har også mødt andre hold, der kan spille i Hvidovres tempo. Det er bare et skridt op, og det måtte vi håndtere. Det gjorde vi fint, tilføjer midtbanegeneralen.
Der var en lang række nye ansigter på Jammerbugt-mandskabet, der gennem sommeren har haft stor udskiftning. Kun seks gengangere fra oprykningssæsonen var således med i startopstillingen.
Den første turneringskamp for den nye trup viste dog det indtryk, som Christian Rye håbede på.
- Vores oprykning kom jo nok, fordi vi havde spillet med nogenlunde samme hold i nogle år. På sigt skal holdet også spilles mere sammen. Men jeg er godt tilfreds med, at det lignede et Jammerbugt-hold, selvom det ikke er de samme spillere som de seneste år, siger han.
- Der er stadig meget at hente og bygge på. Vi er kommet langt, men jeg tror, at der er mange procenter at hente. Det skal nok blive bedre.
Især defensiven ser nemlig ud til at blive et stærkt kort, hvilket også var tilfældet i seneste sæson.
- Man så meget i kampen, som vi har været gode til de seneste år. Det er en solid defensiv, der ikke giver de store chancer væk. Vi holder dem nede på et minimum, synes jeg. Så må vi bare tage de muligheder, der kommer, siger Christian Rye.
Udfordringerne bygges dog op på fredag, når Jammerbugt tager imod superliganedrykkerne fra Lyngby. De får nemlig en lang og atypisk tur til Sparekassen Vendsyssel Arena mellem Kaas og Pandrup.
- Det er fedt for byen og området. Det glæder vi os til. Vi plejer at sige, at der er dobbelt så langt fra Sjælland til Pandrup, som der er fra Pandrup til Sjælland. Det er ikke altid lige fedt at komme herop, hvor der jo nok er plads til en tyvendedel af, hvad de kan have i Lyngby. Det har vi lukreret på tidligere, og jeg forventer også at gøre det i en sæson, hvor forskellen er endnu større på faciliteterne i topklubberne og hos os. Det er bare en stor fordel, lyder det fra Jammerbugt-anføreren.
Det er ti år siden, at Jammerbugt FC for første gang spillede med i landets næstbedste række. Dengang hed overbygningen dog Blokhus FC.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.