Jammerbugt FC-træner forlader klubben - igen

Jammerbugt FC har ikke nogen træner fra på fredag, men klubejer Klaus-Dieter Müller fastslår, at man er meget tæt på at kunne præsentere en ny cheftræner

Nabil Trabelsi rejser nu endegyldigt hjem til Tyskland, og han kommer ikke tilbage til Jammerbugt FC. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Nabil Trabelsi rejser nu endegyldigt hjem til Tyskland, og han kommer ikke tilbage til Jammerbugt FC. Arkivfoto: Henrik Bo

PANDRUP: Auf Wiedersehen! 

Torsdag rejser Nabil Trabelsi hjem til Tyskland. Det betyder, at Jammerbugt FC i praksis står uden træner fra den dag. Han understreger overfor Nordjyske, at det nu er endegyldigt farvel til den klub, som han allerede en gang tidligere har sagt farvel til som cheftræner. 

- Nu er det endegyldigt slut. Jeg kommer ikke tilbage denne gang. Det er forbi. Det er da lidt mærkeligt at forlade et hold midt i en opstart, men jeg har hele tiden vidst, at det ville komme til det her punkt, for det var jo slet ikke planen, at jeg skulle fortsætte i klubben, siger Nabil Trabelsi, der på opfordring fra klubejer Klaus-Dieter Müller valgte at returnere til Pandrup for at hjælpe Jammerbugt FC i opstarten.

Nabil Trabelsi har flere gange ytret sin utilfredshed med forholdene i Jammerbugt FC, hvor han i foråret følte sig lidt overladt til sig selv i en umulig jagt på overlevelse i den næstbedste række. 

Nu skal han hjem til Tyskland og i gang med sin Pro-licens, og det betyder, at han ikke har tid eller mulighed for at blive som cheftræner i Jammerbugt FC. 

- Det er da lidt vemodigt at forlade klubben. Jeg har mødt mange gode mennesker, mens jeg har været her. Det gik ikke helt, som vi havde håbet på, men jeg kan sige, at jeg har stor respekt for de spillere, jeg har arbejdet med, siger Nabil Trabelsi. 

Klubejer Klaus-Dieter Müller er ikke i tvivl om, at det er et tab for klubben, at Nabil Trabelsi nu er fortid som træner i Jammerbugt FC. 

- Han har ydet en kæmpe indsats, og det var bestemt ikke hans skyld, at vi endte med at rykke ned. Det har været et rigtig godt stykke arbejde, som han har ydet. Jeg kan kun ønske ham held og lykke i fremtiden, siger Müller.

Ny træner på trapperne

Med Trabelsis afgang er det uklart, hvem der skal stå i spidsen for Jammerbugt fra fredag. Det mener Klaus-Dieter Müller dog ikke er et problem, for en ny cheftræner er lige på trapperne - en melding der er hørt før denne sommer. 

- Jeg forventer, at vi kan præsentere en ny træner inden ugens udgang. Vi er i gang med at forhandle de sidste detaljer på plads, så jeg forventer ikke, at vi får nogen udfordring, selvom Nabil rejser hjem på torsdag, siger klubejeren. 

Det er endnu uklart, hvordan Jammerbugt FC's trup kommer til at tage sig ud til den nye sæson. Det er dog helt klart, at man har renset den for etablerede danske spillere. Ifølge Nordjyskes oplysninger kan det blive aktuelt at benytte spillere fra Jammerbugts andethold, der spiller i jyllandsserien. I så fald ligner det en ny svær sæson for nedrykkeren fra NordicBet Ligaen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.