Jammerbugt forventer op til 12 nye spillere
Jammerbugt måtte se sig besejret med 4-1 af HIK i sæsonens første hjemmekamp

Ahmad Gero udlignede til 1-1 for Jammerbugt FC mod HIK, men i sidste ende rakte det ikke til point. Arkivfoto: Henrik Bo
PANDRUP:Jammerbugt FC er fortsat uden point i den nye sæson. Heller ikke i anden runde lykkedes det nedrykkeren fra 1. division at få point på kontoen. Denne gang blev det til et nederlag på 1-4 hjemme mod HIK.
Efter en langt hen ad vejen lige første time, så satte HIK trumf på i de sidste 20 minutter, hvor man med tre scoringer sikrede sig en hyggebustur hjem fra Jetsmark Stadion.
Roni Arabaci havde sikret gæsterne en føring ved pausen, da han havde konverteret et straffe til kampens første mål, men den føring blev udlignet, da Ahmad Gero scorede til 1-1 10 minutter efter pausen.
- Det var et lidt unødvendigt straffe, som vi begik, men vi fik kæmpet os godt tilbage i kampen, siger klubejer Klaus-Dieter Müller.
Han måtte sande, at kræfterne slap op mod kampens slutning.
- Vi var godt med i de første 70 minutter, men vi gik døde til slut. For mig er der ingen tvivl om, at vi nok skal blive et bedre hold. Lige nu lider vi lidt under en manglende bredde. Den skal vi nok få, siger klubejeren, der regner med, at Jammerbugt FC får tilført mange nye spillere i de kommende uger.
- Jeg regner med, at vi kan få op til 12 nye spillere i de kommende uger. Det er et spørgsmål om at papirerne skal gå igennem, så de kan komme til at spille. Alt det andet er på plads, og når de kan være med, så skal vi nok få et slagkraftigt hold. De nuværende spillere gør det ikke dårligt, men vi mangler lidt erfaring, siger Klaus-Dieter Müller.
Jammerbugt FC - HIK 1-4
Mål: 0-1 Roni Arabaci, straffe (41. minut), 1-1 Ahmad Gero (56. minut), 1-2 Abdul Ouedraogo (71. minut), 1-3 Abdul Ouedraogo (77. minut), 1-4 Adam Ahmad (89. minut)
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.