Jammerbugt-kamp hænger i en tynd tråd: Søger lokale sneryddere i Hjørring
Det kan blive mere end svært for Jammerbugt FC at få afviklet lørdagens kamp mod Fremad Amager, der skal spilles i Hjørring

Der har tidligere været brug for frivillige hænder til at rydde banen på Energi Nord Arena. Det bliver også tilfældet, hvis Jammerbugt FC skal gennemføre lørdagens kamp mod Fremad Amager i Hjørring. Arkivfoto: Bente Poder Bente Poder
FODBOLD:Energi Nord Arena i Hjørring er som alle andre steder i Nordjylland også blevet ramt af torsdagens snestorm, og den megen sne, der har lagt sig til rette på banen kan ende med at sætte en stopper for bestræbelserne på at afvikle lørdagens kamp mellem Jammerbugt og Fremad Amager.
- Vi har valgt at udskyde en afgørelse om kampens afvikling til fredag formiddag, fordi vi skal finde ud af, hvor meget sne, der er tilbage. Der ligger nogle store snedriver rundt om på banen, og det vil sandsynligvis kræve en del mandskab, hvis banen skal ryddes, fortæller Jammerbugt FC's direktør Søren Als Christiansen.
- Der er ingen tvivl om, at vi meget gerne vil gennemføre kampen, men det er en udfordring, at vi skal spille kampen i Hjørring, fordi det kan blive svært for os at skaffe de frivillige hænder, det vil kræve at rydde banen, så kampen kan afvikles. Det havde været noget andet, hvis folk bare skulle gå over på stadion i Pandrup, siger Søren Als Christiansen.
Torsdag eftermiddag havde han ikke noget endeligt overblik over behovet for frivillige snekrigere, men Søren Als Christiansen lægger ikke skjul på, at man meget vel kan komme til at bero på hjælp fra lokale folk i Hjørring.
- Vi vil modtage hjælp fra den kant med kyshånd, for det kan som sagt meget vel blive en udfordring for os at skaffe de nødvendige hænder, siger Søren Als Christiansen, der har været i kontakt med DBU for at underrette om den nuværende situation.
- Der er heldigvis stor forståelse fra DBU's side i forhold til en udfordring, vi står med her. Der skal ikke herske tvivl om, at vi meget gerne vil have kampen afviklet som planlagt, siger Jammerbugt FC-direktøren.
Af hensyn til Fremad Amager skal man have en afgørelse i forhold til kampens afvikling senest fredag formiddag, så gæsterne eventuelt ikke tager den lange tur til Nordjylland forgæves. Fremad Amager sætter nemlig kurs mod Vendsyssel allerede fredag eftermiddag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.