Jammerbugt-leder tror på projektet: - Vores chancer er lige så gode som før

Den offensive profil - og nyslåede assistenttræner - mener ikke, at Jammerbugts overlevelseschancer er mindre efter en markant udskiftning i mandskabet

Sead Gavranovic (th.) er blevet spillende assistenttræner i Jammerbugt. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Sead Gavranovic (th.) er blevet spillende assistenttræner i Jammerbugt. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Der var ikke mange kendte ansigter på det Jammerbugt-hold, som torsdag spillede 1-1 mod Thisted FC. Der blev snakket engelsk og fransk internt på mandskabet, og ganske få gange var der danske gloser blandt holdkammeraterne.

En af de få danskere i truppen har dog fået en større rolle. Offensivspilleren Sead Gavranovic er nemlig spillende assistenttræner under Nabil Trabelsi, som er forfremmet til cheftræner. Den erfarne divisionsspiller ser frem mod foråret i 1. division med fortrøstning.

- Jeg synes, at vi har lige så gode chancer som i efteråret. Vi har et lige så godt hold. Vi har lige så mange individuelle kvaliteter - måske endda flere - end før. Nu handler det bare om at spille holdet sammen. Selvfølgelig er vi underdogs, men det var vi også i efteråret, og det kommer vi til at være nu. Men det betyder ikke, at vi ikke kan overleve. Vi ligger over stregen.

Ud af startelleveren torsdag var der fem spillere, som tidligere har repræsenteret Jammerbugt i Nordicbet Ligaen. Ingen i startopstillingen var danskere. Dermed ser det ud til, at helt nye navne bringes i spil.

Derfor blev det også en præstation baseret på individuelle kvaliteter mod Thisted.

- Det er helt naturligt. Vi står med et helt nyt hold, som skal spilles ind på halvanden måned. Så er det klart, at der kommer til at være organisatoriske fejl og nogle fejl i placeringerne. Det plager mig ikke så meget. Det skal vi arbejde hårdt med i de kommende uger, men viljen skal være der i første omgang. Så skal resten nok komme på plads, siger assistenttræneren.

- Jeg er positivt overrasket over, hvor hurtigt de falder til. Vi har allerede et fint sammenhold, men det er da en udfordring på så kort tid. Det er hastværk, og man ville normalt bruge måneder på at få den slags på plads. Men vi gør, hvad vi kan, og det skrider fint frem, tilføjer Gavranovic.

Han blev selv skiftet ind i torsdagens testkamp i anden halvleg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.