Jammerbugt snupper AaB's U19-anfører
Jammerbugt skriver kontrakt med AaB-talent
Opdateret 01. juli 2021 kl. 16:14
FODBOLD: Jammerbugt FC kan onsdag præsentere en to-årig aftale med den 19-årige centrale forsvarsspiller Daniel Mortensen, der kommer til fra AaB’s U19-mandskab. Det oplyser Den Blå Bølge i en pressemeddelelse.
– Daniel er et ungt stort talent, som har været anfører på AaB’s U19-mandskab. Han er duelstærk, hårdtarbejdende og så har han den rette DNA til Jammerbugt FC. Han vil passe rigtig godt ind, siger cheftræner i Jammerbugt FC, Bo Zinck.
Daniel Mortensen, der trådte sine første fodboldstøvler i Dronninglund IF, inden talentet sendte ham videre til AaB, glæder sig over at have fået muligheden i Jammerbugt FC.
– For mig var det vigtigt at komme et sted hen, hvor man føler sig hjemme og glæder sig til at komme til træning hver gang, siger det nu forhenværende AaB-talent.
På længere sigt drømmer Daniel Mortensen, som så mange andre, om at komme til udlandet.
– På den lange bane har jeg, som så mange andre, selvfølgelig ambitioner om at spille på det højeste niveau i Danmark, eller ligefrem komme videre til en udenlandsk adresse. På det punkt er jeg bestemt ikke anderledes, siger han.