Aalborg Håndbold

Jan Larsen er sikker: - Vi kommer stærkt tilbage

Aalborg Håndbolds direktør håber, at GOG kun har DM-pokalen til låns i et års tid

Aalborg Håndbold tabte til GOG i den anden DM-finale i Sparekassen Danmark Arena og fik dermed sølvmedaljer.
Aalborg Håndbold tabte til GOG i den anden DM-finale i Sparekassen Danmark Arena og fik dermed sølvmedaljer. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 11:51

AALBORG: Mens finalenederlaget mod GOG blev modtaget med vantro af mange Aalborg-fans, der blot sad og stirrede tomt ud i luften i minutterne efter slutsignalet, var Jan Larsen hurtigt klar til at hive sig op i helikopterperspektivet og sætte nederlaget ind i en brugbar kontekst. 

- Det har været en fantastisk sæson. Det skal vi lige minde hinanden om. Den her finaleafslutning var så tæt, som den overhovedet kunne blive. Vi bliver også nødt til at rose GOG, for de har spillet en forrygende sæson, lød det fra Aalborg Håndbolds direktør.

- GOG scorede flere mål end os, så de er fortjente mestre. Det ændrer ikke ved, at vi har vundet Super Cup'en og er pokalvindere. Vi har spillet formidabelt i Champions League, og vi kom i DM-finalen igen, så vi skal også sige til hinanden, at så ringe er det heller ikke. Vi er ambitiøse og ærgerrige mennesker, men vi må også bare respektere GOG's sejr, konstaterer Jan Larsen.

I sekunderne efter slutfløjtet skulle Jan Larsen lige sunde sig, men så var han også klar til at kigge fremad. Foto: Henrik Bo

Han er en god vinder, men han er også god i nederlagets stund, selvom han næppe bliver vant til at kapere et nederlag til det nordjyske håndboldflagskib.

- Nu skal vi have lov til at være kede af det og skuffede over at tabe en finale med ét mål. Sådan er det, og nogle gange er det også gået vores vej. For eksempel i den seneste kamp i Gudme.

Nok var finalen kun lige blevet tabt for få minutter siden, men Jan Larsen var hurtig til at udstikke retningen for den kommende sæson. Her bliver det uden tvivl et toptændt guldjagtende mandskab, der kommer blæsende ud i de danske håndboldhaller.

- Vi vil have den her pokal tilbage til Aalborg. Vi synes den passer rigtig godt heroppe. Vi ved, at vi får et rigtigt slagkraftigt hold i næste sæson, så jeg håber, at de bare lige har den til låns på Sydfyn. Vi kommer stærkt tilbage, påpeger Jan Larsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden