Sport

Jannik Sinner tromler over chanceløs tjekke i Paris

Blot 94 minutter tog det verdensetteren Jannik Sinner at besejre Jiri Lehecka ved French Open.

Jannik Sinner spillede en tæt på perfekt kamp mod Jiri Lehecka ved French Open lørdag.
Jannik Sinner spillede en tæt på perfekt kamp mod Jiri Lehecka ved French Open lørdag. Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Jannik Sinner viste lørdag skræmmende styrke, da han lørdag spillede sig videre til ottendedelsfinalerne i French Open.

6-0, 6-1, 6-2 vandt italieneren over Jiri Lehecka efter en arbejdsdag på gruset i Paris, der varede meget beskedne 94 minutter.

Verdens nummer 34 kunne intet stille op mod verdensetteren, der lavede 30 vindere og blot 9 uprovokerede fejl, og derfor var der også primært smil på tjekkens læber i tredje sæt, hvor han trods alt ydede en smule modstand.

- Jeg spillede virkelig, virkelig godt. Jeg er meget glad. Det var min træner Simones (Vagnozzi, red.) fødselsdag i går, og normalt spiller jeg ikke godt, når han har fødselsdag.

- Så det er en sejr til ham, sagde Sinner i sit vinderinterview på banen efter magtdemonstrationen.

Sejren var Sinners tredje ved French Open i tre sæt, og han har samlet set været i aktion i under seks timer i turneringen. Til sammenligning har Holger Rune spillet omkring ni timer.

I sin ottendedelsfinale skal Sinner op mod russiske Andrey Rublev, der helt slap for at være i aktion i tredje runde, da hjemmebanehelten Arthur Fils trak sig med en skade.

Sinner fører 6-3 i de indbyrdes opgør mod Rublev.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden