Jens Stryger Larsen om buhråb i Parken: En del af gamet

Andreas Cornelius og Jens Stryger Larsen oplevede to meget forskellige modtagelser i Parken af FCK-fansene.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Buhråbene fra FC Københavns fans lød ubønhørligt ned mod Trabzonspor-spilleren Jens Stryger Larsen, hver gang han havde bolden.

I hele tirsdagens playoffkamp i Champions League skulle den tidligere Brøndby-spiller lytte til det. Men han var ikke påvirket af de negative tilråb, fastslår han efter kampen, som endte 2-1 til FCK.

- Det er en del af gamet. Jeg har prøvet det før. Det er jo ikke første gang, at jeg har været herinde og fået den modtagelse.

- Jeg synes ikke, at jeg var påvirket af det. Jeg vidste godt, at det kunne ske. Det er ikke første gang, at jeg har hørt lidt fra dem herinde i Parken. Sådan er det, siger Jens Stryger Larsen.

Trabzonspors angriber Andreas Cornelius fik derimod en noget pænere modtagelse efter sin mangeårige fortid i FCK. Cornelius hørte godt tilskuernes behandling af sin danske klub- og landsholdskammerat.

- Jeg fik en bedre modtagelse end Jens Stryger, der blev kaldt et Brøndby-svin.

- Men jeg er glad for, at de husker alle de mesterskaber og pokaltitler, jeg har vundet med klubben, og alle de mål jeg har scoret, siger Cornelius.

Jens Stryger Larsen ser frem til returopgøret, hvor han forventer en hektisk atmosfære.

- Der er tryk på, og jeg er helt sikker på, at der til den kamp bliver endnu mere tryk på.

- Det er et vanvittigt stadion, og det er entusiastiske fans dernede. De skal nok hjælpe os med at komme frem på banen og lave nogle mål, siger Jens Stryger Larsen.

Et samlet nederlag vil ikke være acceptabelt i en klub som Trabzonspor, mener Jens Stryger Larsen.

- Det vil være en skuffelse. Det er et af vores mål at komme med i Champions League-gruppespillet, så det vil det være en skuffelse.

- Men jeg har en stor tro på det her hold, og jeg er sikker på, at vi nok skal levere et resultat om en uges tid, siger Jens Stryger Larsen.

Det er på onsdag i næste uge, at returkampen spilles i tyrkiske Trabzon.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden