Sport

Jess Thorups afløser stopper i Augsburg efter fem måneder

Sandro Wagner efter færdig i Augsburg, der under hans ledelse har tabt 8 ud af 12 kampe i Bundesligaen.

Blot fem måneder fik Sandro Wagner som cheftræner FC Augsburg. (Arkivfoto).
Blot fem måneder fik Sandro Wagner som cheftræner FC Augsburg. (Arkivfoto). Harry Langer/Ritzau Scanpix

I sommer fyrede FC Augsburg den danske træner Jess Thorup og erstattede ham med Sandro Wagner, men den udskiftning har ikke givet Bundesliga-klubben det håbede løft.

Mandag meddeler Augsburg, at Wagner stopper på posten efter blot fem måneder.

Beslutningen kommer to dage efter 0-3-afklapsningen på udebane til Hoffenheim. Det var Augsburgs ottende nederlag i 12 ligakampe i denne sæson, hvor holdet også er røget tidligt ud af pokalturneringen.

- I samtalerne efter kampen i Hoffenheim bemærkede vi, at troen på en turnaround i den nuværende konstellation manglede, forklarer klubdirektør Michael Ströll på klubbens hjemmeside.

Klubben understreger, at samarbejdet stopper efter gensidig aftale.

Augsburg startede ellers sæsonen stærkt, men er efter fire nederlag i de seneste fem ligakampe en del af Bundesligaens bundregion.

- Vi ville sammen ændre en masse, men desværre er det i den korte tid ikke lykkedes som håbet, erkender Sandro Wagner.

Den tidligere landsholdsspiller var inden engagementet i Augsburg assistent for landstræner Julian Nagelsmann.

Han overtog 1. juli efter fyringen af Jess Thorup, der fik godt halvandet år i jobbet og førte klubben til en 12.-plads i Bundesligaen i sidste sæson.

Augsburg har foreløbig udpeget Manuel Baum som midlertidig cheftræner i de resterende tre kampe inden vinterpausen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden