Joachim Andersen: Fik vist mine kvaliteter i Nations League

Joachim Andersen har under Nations League givet prøve på sine kvaliteter. Noget, der glæder danskeren.

Joachim Andersen er glad for, at han har sat et godt aftryk på landsholdet inden sommerferien. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Joachim Andersen er glad for, at han har sat et godt aftryk på landsholdet inden sommerferien. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er blevet til masser af spilletid for Joachim Andersen i Nations League, og han er startet inde i alle landsholdets fire kampe i turneringen i de seneste 11 dage.

Mandag startede han igen i 2-0-sejren over Østrig, og den 26-årige forsvarsspiller går på sommerferie med en god fornemmelse efter at have vist sig frem for Kasper Hjulmand med en række stærke præstationer for det danske mandskab.

- Det er en rigtig god fornemmelse. Vi har spillet fire superhårde kampe mod fire topmodstandere, så det at komme ud med ni point er fantastisk.

- Jeg har fået masser af spilletid, og det er sgu dejligt. Jeg håbede på at få muligheden for at vise mig frem, og det synes jeg, at jeg lykkedes godt med, lyder det fra spilleren.

Gennem turneringen har Andersen flere gange vist, at han besidder stort overblik og gode færdigheder i pasningsspillet.

Joachim Andersen fik en rolle i Danmarks første mål mod Østrig, da han i det 21. minut slog en diagonal bold, som Joakim Mæhle samlede op i feltet og lagde op til Jonas Wind, der sendte Danmark foran 1-0.

- Noget af det, jeg gerne vil vise, er, at jeg kan lægge en god aflevering, og den lå meget godt, så det var dejligt, at Mæhle kunne samle den op og lægge den til rette til Wind.

- Det er den rolle, jeg har i min klub i Crystal Palace, hvor jeg styrer meget af opspillet. Det er noget af det, jeg prøver at tage med ind på landsholdet. Jeg synes, at det er lykkedes fint, siger Joachim Andersen.

Med de flotte takter er det meget tænkeligt, at Joachim Andersen fremover vil være fast mand i en trebackkæde med Andreas Christensen og Simon Kjær, som i øjeblikket sidder ude med en skade.

Hvor han ligger i forsvarshierarkiet, er dog op til landstræner Kasper Hjulmand at beslutte.

- Det er svært at sige, om jeg er første-, anden- eller tredjevalg. Jeg prøver at gøre det så godt som muligt hver eneste kamp, og så er det Kaspers (Hjulmand, red.) valg. Om vi spiller med to eller tre, må vi se på, siger han.

Joachim Andersen er primært blevet placeret i højresiden af trebackkæden, men afslører, at han foretrækker at spille mere centralt.

- Jeg foretrækker at spille i midten, men højre er også fint. Andreas Christensen er også mere vant til at spille til venstre, så det passer meget godt, siger han.

Før et efterår med mange klubkampe og en VM-slutrunde glæder han sig til sommerferie.

- Jeg trænger rigtig meget. Det var faktisk noget af det, jeg tænkte på, da kampen stod 2-0. Det er dejligt at gøre det færdigt, og jeg tager afsted onsdag, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden