Sport

Jonas Vingegaard overtager førertrøjen i Paris-Nice

Vingegaard måtte se sig slået i kampen om etapesejren, men overtager den samlede føring.

João Almeida overhalede Jonas Vingegaard på de sidste meter og tog sejren på 4. etape.
João Almeida overhalede Jonas Vingegaard på de sidste meter og tog sejren på 4. etape. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:10

Jonas Vingegaard er ny mand i førertrøjen i etapeløbet Paris-Nice.

Den danske stjernerytter overtog føringen fra holdkammeraten Matteo Jorgenson efter 4. etape, men måtte til gengæld se sig slået i kampen om etapesejren.

Den gik i stedet til João Almeida (UAE Emirates), der timede sin afslutning perfekt og overhalede Vingegaard på de sidste meter af målstigningen.

Vingegaard så ellers ud til at være på vej mod sejren, da han angreb og slog hul med to en halv kilometer igen.

Men den stejle stigning åd tydeligvis af hans kræfter, og han fik aldrig udbygget forspringet.

Almeida forsøgte at køre op, men opgav i første omgang og sparede i stedet kræfterne til den sidste acceleration, der indbragte ham etapesejren på en lidt kaotisk dag.

Den 163,4 kilometer lange etape blev midlertidigt stoppet undervejs på grund af dårligt vejr på et tidspunkt, hvor en flok udbrydere havde skabt sig et pænt forspring.

Regn, slud og sne stod ned over ruten, og løbsledelsen vurderede, at det var lige til den voldsomme side. Så løbet blev neutraliseret, og rytterne stod for en stund helt stille.

Det så på ingen måder ud til at behage dem, for det var koldt, og kommissærerne fik tørt på af flere ryttere. Jonas Vingegaard var åbenlyst frustreret og satte sig demonstrativt ind i Visma-holdets følgebil.

Efter fem-ti minutter fik rytterne lov til at køre til bunden af den nedkørsel, de var på. Og da stod det klart, at store mængder af iset sjap på vejene formentlig var årsagen til neutraliseringen.

Rytterne mødtes alle med 28,8 kilometer til mål, hvorefter de blev sendt afsted med de tidsmæssige mellemrum, der var inden neutraliseringen.

Ved bunden af den sidste stigning var udbrydergruppen smuldret, og etapen skulle afgøres mellem en lille flok bjergryttere.

Heriblandt var Mattias Skjelmose, der kørte i mål som nummer tre og rykkede op på samme placering i det samlede regnskab.

Matteo Jorgenson er toer fem sekunder efter Vingegaard.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden