Fodbold

Jonas Wind lyner for Wolfsburg i dramatisk pointdeler

Jonas Wind scorede for anden i uge i træk for Wolfsburg, der på udebane spillede 2-2 mod Gladbach.

Holdkammeraterne tiljubler Jonas Wind efter danskerens scoring til 1-0 i udekampen mod Borussia Mönchengladbach.
Holdkammeraterne tiljubler Jonas Wind efter danskerens scoring til 1-0 i udekampen mod Borussia Mönchengladbach. Federico Gambarini/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:41

Landsholdsspilleren Jonas Wind har fået en stærk start, siden han i januar skiftede FC København ud med Wolfsburg i Bundesligaen.

Lørdag kom den 23-årige angriber for anden uge i træk på tavlen, da holdet på udebane spillede 2-2 med Borussia Mönchengladbach efter 20 afsluttende minutter i undertal.

I sidste uge scorede danskeren et flot mål i et 1-2-nederlag mod Hoffenheim.

Wolfsburg og Gladbach er nummer henholdsvis 12 og 13 i Bundesligaen efter pointdelingen.

Blot seks minutter var spillet, da Wind kom på tavlen.

Bolden blev spillet ud til wingbacken Ridle Baku i højre side, og han slog den fladt ind i feltet, hvor Wind dukkede op tæt under mål og satte højreskøjten på.

En drømmestart for Wolfsburg, der udbyggede til 2-0, da forsvarsspilleren Sebastiaan Bornauw headede et hjørnespark i nettet efter 33 minutters spil.

Udeholdet var i det hele taget godt kørende i første halvleg, men kort før pausen reducerede hjemmeholdets Marcus Thuram med hovedet efter Alassane Pleas oplæg.

Maximilian Philipp burde have scoret til 3-1 i første halvlegs overtid, men sparkede en gigantchance over mål i upresset tilstand midt for mål.

Gladbach tilkæmpede sig i anden halvleg langt mere spil og flere chancer.

Og efter 75 minutter blev presset på Wolfsburg intensiveret, da forsvarsspilleren Maxence Lacroix fik et direkte rødt kort for bevidst at stoppe bolden med hånden lige uden for feltet.

Gladbach trykkede hårdt på efter det røde kort, og efter 82 minutter kom belønningen, da indskiftede Breel Embolo scorede efter et indlæg.

Hjemmeholdet havde også bolden i nettet i overtiden, men efter at have konsulteret VAR omstødte opgørets dommer sin oprindelige kendelse.

Andetsteds fik Bo Svensson et tidligt gult kort på sidelinjen, og Marcus Ingvartsen blev skiftet ind efter 62 minutter, da Mainz tabte 1-3 hos Union Berlin. Frederik Rønnow varmede igen bænk for værterne.

Venstrebacken Jacob Barrett Laursen spillede hele kampen for Bielefeld, der på udebane tabte 0-3 til Bayer Leverkusen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden